Den lille sø i Furesøparken til højre
.
Fejlkommunikation førte til fuld oprensning
I sidste uge blev der gennemført oprensning af to beskyttede søer i Hvidegårdsparken og Furesøparken med henblik på at forbedre forholdene for både flora og fauna. Formålet var en skånsom, delvis oprensning kombineret med en begrænset rydning af randbevoksningen for at bevare søernes økologiske balance.
Desværre førte en kommunikationsfejl med entreprenøren til, at begge søer blev fuldstændigt oprenset. Alt sediment og plantemateriale blev fjernet – noget, der på ingen måde var planlagt eller ønsket. Det er en beklagelig hændelse, som nu kræver ekstra opmærksomhed i den kommende tid.
Oprensningen blev dog udført med hensyn til dyrelivet, da arbejdet fandt sted uden for yngleperioden for de fugle- og paddearter, der lever i og omkring søerne.
Hvorfor oprenser man søer?
En delvis oprensning er en almindelig og nødvendig plejeindsats i mindre næringsrige søer. Den reducerer mængden af næringsstoffer, hvilket er med til at forhindre tilgroning og sikrer åbne, solbeskinnede vandflader. Det skaber bedre livsbetingelser for padder og andet dyreliv, og samtidigt bevares dele af den eksisterende flora og fauna. Typisk vil søerne hurtigt kunne vende tilbage til en naturlig tilstand igen.
Det var netop disse hensyn, der lå til grund for beslutningen om at oprense søerne i Hvidegårdsparken og Furesøparken.
Vejen frem
Kommunen vurderer nu, hvordan man bedst kan understøtte søernes genopretning. Selvom resultatet lige nu virker voldsomt, er der håb. Erfaringen viser, at søer ofte er i stand til at reetablere sig selv inden for et til to år. Udviklingen i søerne vil derfor blive fulgt tæt gennem forår og sommer, og der vil blive taget stilling til, om naturen skal hjælpes på vej.
Er kommunikationen med kommunen i orden?
Det er ikke længe siden at der blev fældet alt for mange vejtræer på Furesøvej på grund af en kommunikationsfejl mellem kommunen og dem der skulle udføre arbejdet. Der bør rettes op på kommunikationen i forvaltningen da der i begge tilfælde er tale om skader på naturen, som nok kan rettes op på sigt, men slet ikke burde være sket.




