Peter ved afsløring af navnet og indvielsen af Bagehuset
.
Tidligere museumsbetjent og senere altmuligmand på Frilandsmuseet, Peter Gram, døde Sankt Hans aften efter kort tids sygdom. Med hans død har Frilandsmuseet mistet en af sine tidligere respekterede medarbejdere, og lokalområdet har mistet en farverig personlighed, hvis passion for historie, gamle bygninger og antikviteter var en livsstil.
Peter Gram nåede at arbejde på Frilandsmuseet i hele 43 år. Museet blev med årene næsten hans andet hjem, og interessen for gamle bygninger og historiske genstande fyldte lige så meget i fritiden som i arbejdslivet.
Oprindeligt var Peter uddannet murer, men for omkring 50 år siden søgte Frilandsmuseet nye medarbejdere. Det blev begyndelsen på et arbejdsliv, som kom til at præge både ham selv og museet.
En kræmmer med stort K
Siden ungdommen havde Peter Gram besøgt loppemarkeder og kræmmermarkeder over hele landet. Han var en ægte kræmmer – i ordets bedste betydning – med et enestående blik for gamle ting og deres historie.
I de senere år hjalp han endda danske købstadsmuseer med at finde autentiske effekter til historiske butikker og udstillinger. Besøgte man hans hus i Lyngby, var man ikke i tvivl om, hvor stor hans passion var. Hjemmet var beklædt med emaljeskilte fra gulv til loft og rummede hele tre gamle købmandsbutikker, et gammelt posthus og endda en stor grøn telefonboks midt i hans stue, som fungerede, indtil det gamle telefonkabler blev nedlagt.
Kort før hans død havde vi på avisen talt med Peter om at lave en film fra hjemmet, så hans imponerende samling og mange historier kunne blive bevaret. Desværre nåede projektet aldrig at blive til virkelighed.
Historien om Peter Grams Bagehus
Jeg lærte selv Peter Gram at kende gennem mit arbejde med skilte til Frilandsmuseet. En dag skulle han have fremstillet et emaljeskilt til et projekt, der kom til at betyde noget ganske særligt – skiltet til Peter Grams Bagehus.
Der opstod lidt problemer med leveringen, men det blev hurtigt glemt, da Peter fortalte historien bag projektet.
På Frilandsmuseets lager havde der siden 1943 ligget et gammelt bagehus fra Elstrup på Als. Peter mente, at bygningen fortjente at blive genopført, og han tilbød at finansiere projektet med 1,2 millioner kroner.
Under byggeriet blev han kaldt ind til den daværende museumsdirektør. Der manglede de sidste penge for at kunne færdiggøre byggeriet. Peter var villig til at bidrage med endnu mere – men på én betingelse:
Bagehuset skulle fremover hedde Peter Grams Bagehus i stedet for blot Grams Bagehus
Sådan blev det – og sådan kender vi huset idag.
Det er de færreste, der får et så varigt minde efter sig på Frilandsmuseet, men Peter Gram havde i den grad fortjent det efter et helt arbejdsliv viet til museet.
Et hus med liv
Bagehuset er bygning nummer 75 på Frilandsmuseet. Her bagte man tidligere brød, bryggede øl, fremstillede brændevin og vaskede tøj. Husene blev opført i god afstand fra landsbyens øvrige bygninger, så risikoen for brand blev mindre, når ovnen var i brug.
Før åbningen sagde Peter Gram med stor begejstring:
“Det kommer til at ligge tæt ved indgangen, og man vil kunne mærke duften af nybagt brød, så snart man træder ind. Det bliver stort.”
Det var netop den slags levende historie, han brændte for.
Ville også redde kirkestalden
Efter at bagehuset stod færdigt, foreslog Peter også at finansiere genopførelsen af den gamle kirkestald fra Ærø, som havde ligget på samme lager i mange år.
Hans idé var enkel: Kirkestalden kunne give læ til gæsterne ved bagehuset, så de kunne sidde i tørvejr og nyde en kop kaffe.
Museet ønskede imidlertid ikke at gennemføre projektet, og derfor blev kirkestalden aldrig genopført.
En ny chance for livet
For en del år siden gennemgik Peter Gram en nyretransplantation. Han fortalte åbent, hvordan han under operationen oplevede, at “lyset slukkede, og der blev helt mørkt”, og hvor tæt han havde været på at miste livet.
Efter transplantationen blev han endnu mere bevidst om livets skrøbelighed.
Han sagde blandt andet:
“Penge er ikke religion, men et betalingsmiddel til at gøre noget godt, hvis man kan.”
Da han ikke havde nær familie, var beslutningen om at donere pengene til bagehuset enkel for ham. Han ønskede at efterlade noget, andre kunne få glæde af.
Mange gode samtaler
Samarbejdet med Peter kom også til at betyde meget for mig personligt.
Efterhånden som helbredet blev mere skrøbeligt, lagde han ofte vejen forbi redaktionen, når han havde været på indkøb i Sorgenfri efter sine faste spegesild, Pepsi Max og andre fornødenheder.
Omtrent en gang om ugen blev det til en hyggelig snak om gamle dage, Frilandsmuseet, nye fund og de mange mennesker, der kontaktede ham – især for at købe gamle postkort, som i de senere år blev hans helt store interesse.
Peter havde altid en historie på lager, og samtalerne blev aldrig kedelige.
Et stort savn
I foråret faldt Peter uheldigt. Han kom desværre aldrig rigtigt ovenpå igen, og Sankt Hans aften sov han stille ind.
Peter blev 73 år.
Med Peter Gram er en usædvanlig ipersonlighed gået bort. Han efterlader sig ikke blot et bagehus med sit navn på Frilandsmuseet, men også et stort aftryk hos de mange mennesker, der lærte ham at kende gennem årene.
Æret være Peter Grams minde.
