Arkivfoto
Lyngby-Taarbæk Kommune tager kritikken alvorligt: Ekstern undersøgelse og 5 mio. kr. til forbedringer på det specialiserede børneområde
Efter længere tids pres og kritik fra medarbejdere i myndighedsafdelingen for det specialiserede børneområde i Lyngby-Taarbæk Kommune, bliver der nu sat handling bag ordene.
På et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde i mandags orienterede forvaltningen om, at der som følge af kritikken fra medarbejdere er taget initiativ til at igangsætte en ekstern undersøgelse af de sagsskridt, der er taget undervejs. – og samtidig blev der afsat en ramme på op til 5 mio. kr. til konkrete initiativer, der skal forbedre både arbejdsmiljø og faglig kvalitet.
Kritik fra medarbejderne fører til handling
Medarbejdere i området har i den seneste tid rejst bekymring over arbejdsmiljøet og de rammer, de arbejder under. Kritikken er også blevet omtalt i lokalmedierne og har skabt øget opmærksomhed omkring det psykiske arbejdsmiljø i en afdeling, hvor opgaverne handler om nogle af kommunens mest sårbare børn og familier.
På et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde i går, mandag, orienterede forvaltningen om, at der som følge af kritikken fra medarbejdere er taget initiativ til at igangsætte en ekstern undersøgelse af de sagsskridt, der er taget undervejs.
Forvaltningen orienterede om, at ledelsen overfor medarbejderne igen mandag har beklaget forløbet og medarbejdernes oplevelser.
Direktion: Medarbejdernes trivsel er afgørende
Direktør Edda Stavnsbjerg Heinskou udtaler i forbindelse med sagen:
“Vi ser med stor bekymring og alvor på sagen. Vi har at gøre med sårbare børn og familier, og det er derfor afgørende, at kvaliteten af vores arbejde er god og stabil. Det ligger os samtidig særdeles meget på sinde, at vi er en attraktiv arbejdsplads med medarbejdere, der trives og føler sig hørt. Vi har derfor besluttet at igangsætte en ekstern undersøgelse af hele forløbet, så vi kan lære af det og forbedre os.”
Skoleudvalget har allerede igangsat tiltag
Den eksterne undersøgelse fra forvaltningen sker i forlængelse af beslutninger i Skoleudvalget, som allerede har igangsat en gennemgang af konkrete sager samt samarbejde med et revisionsfirma, der skal følge op på udviklingen. Skoleudvalget skal desuden i april behandle en sag med forslag til konkrete initiativer, der skal sikre bedre arbejdsmiljø og faglig kvalitet – både på kort og lang sigt.
Hurtig handling og økonomisk støtte
For at sikre hurtig fremdrift og reel effekt besluttede Økonomiudvalget at afsætte op til 5 mio. kr. til området. Beløbet skal bruges på at realisere de nødvendige forbedringer og støtte op om både de allerede igangsatte og kommende initiativer.