(Pressemeddelelse)
Bjarke Bak Christensen er uddannet civilingeniør fra DTU, professor og kommer fra en stilling som institutdirektør gennem ti år på DTU Bioengineering.
Gennem sin karriere på DTU har Bjarke Bak Christensen kombineret forståelsen for forskning og teknologi med ledelse, innovation og et vedholdende fokus på, hvordan universitetets viden kan skabe værdi i samfundet.
DTU’s rektor Anders Bjarklev ser frem til at Bjarke Bak Christensen skal stå i spidsen for universitetets administration:
“Bjarke er ingeniør, og han forstår DTU indefra – vores faglighed, vores kultur og vores ambition om at skabe værdi gennem teknologi. Samtidig har han vist, at han er en særdeles dygtig leder. Udviklingen af DTU Bioengineering taler sit tydelige sprog: Han har formået at samle stærke faglige miljøer, skabe samarbejder på tværs af DTU, knytte forskning og uddannelse tættere til industrien og fastholde blikket for, at vores forskning skal gøre en forskel. Derfor er jeg særligt glad for, at Bjarke bliver universitetsdirektør for DTU,” siger Anders Bjarklev.
Foto: Iben Julie Schmidt







