Røde Kors inviterer ældre til juleaften på Møllebo

Hans Joensen og Tommy Wedel. Foto: Klaus K. Nielsen

.

Ældre i Lyngby-Taarbæk, som ellers skal være alene juleaften, kan godt begynde at gøre det fine tøj klar til den 24. december. Her lægger caféen på Møllebo nemlig lokaler til julefest med den lokale Røde Kors-afdeling som værter.

Julen er en tid, som mange af os gerne vil tilbringe sammen med andre. Og nu kan også ældre i Lyngby-Taarbæk, der ellers ikke har planer juleaften, se frem til nogle hyggelige timer med samvær og hygge.

Den 24. december inviterer Røde Kors Lyngby-Taarbæk nemlig til julefest for alle over 60.

Ifølge bestyrelsesmedlem Hans Joensen kan deltagerne se frem til en aften med alt, hvad der hører julen til: god mad, træ, sang, gaver, godter, en slat portvin – og selvfølgelig masser af godt selskab.

”Det bliver et brag af en juleaften, kan vi godt love. Vi glæder os til at se mange af vores ældre medborgere i caféen på Møllebo den 24. december,” siger han.

Masser af samvær og hygge

Juleaften på Møllebo har været et fast indslag i Lyngby-Taarbæk gennem flere år. Først med kommunen som arrangør, inden Tommy Wedel videreførte traditionen i 2023. I år er han dog ikke i stand til at afholde juleaften, da han er stressramt.

”Jeg har i stedet indgået en aftale med Røde Kors, som jeg har fuld tillid til kan leve op til alles forventninger”, siger han.

For Røde Kors Lyngby-Taarbæk var det et naturligt valg at overtage ansvaret, da Tommy Wedel henvendte sig om juleaften, fortæller Hans Joensen.

Mange af lokalafdelingens aktiviteter – især dem i Røde Kors Huset på Kongevejen – har nemlig i forvejen fokus på glæderne ved, at mennesker spiser og hygger sig sammen.

”Vi ved, hvor meget det betyder, at man kan få samvær og snakke med andre over et måltid mad og andre sjove aktiviteter i stedet for at være alene. Det kan vi bl.a. se på de mange mennesker, der deltager i vores frokostcafé for seniorer. Og juletiden er selvfølgelig ingen undtagelse”, siger han.

En juleaften for alle ældre

Derfor er målet også at give de ældre en uforglemmelig juleoplevelse på højde med dem, de tidligere har fået på Møllebo, tilføjer Hans Joensen.

Tommy Wedel husker blandt andet tilbage på sidste års juleaften som ”helt forrygende”.

”Det var en jul, som vi kender det fra barnsben med god mad, søde mennesker, julemelodier og dans om træet. Julestemningen var der virkelig”, siger han.

Siden har han ofte mødt folk på gaden, der har udtryk ønske om, at succesen blev gentaget i år. Vel at mærke folk fra alle samfundets lag. På Møllebo den 24. december er der nemlig plads til alle, slår han fast.

Først til mølle – så skynd dig at tilmelde dig

Har du lyst til at være med juleaften, bedes du ringe eller skrive til Hans Joensen (28918484 / hanjoe@rodekors.dk). Der er 45 pladser i alt, så vent ikke for længe.

Det er gratis at deltage, og pladserne bliver besat efter først-til-mølle-princippet.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

udstilling af kunstneren Mette Brinch i Lyngby Kunstforening Fra lørdag..

Modelfoto . Lyngby-Taarbæk Kommune inviterer igen til åben telefon. Målet..

Deres smørrebrød er fremragende, det findes næppe meget bedre i..

Seneste nyheder