Foredrag på Kulturstedet Lindegaarden om, hvordan vi undgår lastefuld og selvoptaget adfærd.
Hvis den orange præsident i Amerika ellers boede i Lyngby ville han måske kunne læsr noget ved at komme til foredraget ”Kunsten at blive et ordentligt menneske”, som Pia Søltoft holder torsdag den 27. november kl. 19.00-21.00.

Pia er præst i Christians og Esajas kirker i Københavns stift og tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscentret.
Og det er netop med afsæt i Kierkegaards tænkning, hun vil beskrive, hvordan man ved at lade sig lede af de syv dyder og styre udenom de syv laster bliver et ordentligt menneske, som motiverer andre til samme stræben.
Ifølge Søren Kierkegaard handler det ikke om at opføre sig pænt for pænhedens skyld – men om at leve et ansvarligt liv, hvor man forholder sig ærligt til sig selv, sine valg og sin næste. Det ordentlige menneske lever ikke på autopilot, men vælger bevidst at blive det menneske, det er kaldet til at være.
Det er ikke nemt – men det er muligt.
Aftenens foredrag trækker bl.a. på den klassiske modsætning mellem de syv dyder og de syv dødssynder – et etisk kompas, som også Kierkegaard forholdt sig til i sine skrifter.
De syv dyder:
- Ydmyghed – modvægt til hovmod
- Næstekærlighed – modvægt til misundelse
- Tålmodighed – modvægt til vrede
- Kyskhed – modvægt til liderlighed
- Mådehold – modvægt til grådighed
- Iver/flid – modvægt til dovenskab
- Generøsitet – modvægt til griskhed
Kierkegaard lagde ikke en skematisk etik ned over mennesket, men var optaget af, hvordan vi vælger os selv – og hvordan vores valg har eksistentiel betydning. Når vi vælger dyd frem for last, vælger vi ikke bare det gode, men vi former vores inderste væren.
Foredraget arrangeres af Kulturstedet Lindegaarden i samarbejde med menighedsrådet i Lyngby Kirke.
Billettyper:
Voksen
75,00 kr.
Lindegaardens Venner
0,00 kr.
Lyngby Kirkes Menighedsråd
0,00 kr.
Her kan du bestille billetter









