Mange af juletraditionerne fører forskellige former for affald med sig. For at gøre det nemmere for dig at sortere det, har vi lavet denne julesorteringsguide.
Kalenderlys, pynt, julekalendere, gaver. December er en måned spækfyldt med traditioner. Mange af dem betyder ekstra indkøb, og når der handles, produceres der ofte også affald.
Jo bedre du sorterer dit affald, des mere kan vi sende til genanvendelse. Og det er selvfølgelig endnu bedre, hvis du selv forlænger ressourcernes levetid ved at genanvende affaldet på nye måder. Vi har samlet en lang række tips til, hvordan du bedst skiller dig af med julens affald.
Julepynten
Størstedelen af den fine julepynt bliver forhåbentlig blot pakket ned og genbrugt næste år, men det kan ske, at en julekugle eller to må lade livet, fordi de glider af træet. Der er også ting, der ikke kan genanvendes, fx brugte engangsservietter som skal sorteres som restaffald – derfor kan du med fordel erstatte dem med stofservietter.
Her er lidt tips til, hvordan du sorterer noget af den mest typiske pynt:
- Hvis du har brugt ler til dine juledekorationer, skal det sorteres som restaffald.
- Gran, kogler og andet organisk materiale fundet i naturen kan afleveres som haveaffald på genbrugsstationen – medmindre det er dækket af glimmer, lim og pynt, for så skal det i restaffald.
- Ødelagte julekugler skal i de fleste tilfælde i restaffald, fordi de er lavet af flere forskellige slags materialer og derfor ikke kan genanvendes – husk at pakke dem ind, så ingen skærer sig på dem.
- Alt farvet, kunstigt pynt med glimmer mm. skal i restaffald.
Levende og kunstigt lys
December er en mørk tid, og derfor bruger vi ofte forskellige former for lys til at skabe hygge, fx et kalenderlys, en adventskrans eller lyskæder i haven eller på altanen. Sådan skiller du dig af med affaldet fra forskellige lyskilder:
- Stearinstumper skal sorteres som restaffald.
- Metaldelen fra fyrfadslys skal sorteres sammen med dit metalaffald.
- De gamle batterier fra dine kunstige lys, fx LED-stearinlys, skal sorteres som farligt affald. Hvis du bor i villa eller rækkehus, kan du aflevere batterier i den røde miljøboks. Bor du derimod i etageejendom, skal de enten afleveres i et miljøskab eller en rød miljøboks, afhængigt af hvilken løsning I har hos jer. Du kan også til enhver tid tage forbi genbrugsstationen med dem.
- Lyskæder, der ikke længere virker, skal afleveres i småt elektronikaffald på genbrugsstationen.
Julekalendere
Man kan efterhånden få julekalendere i et hav af forskellige udgaver til både store og små. De skal sorteres lidt forskelligt, alt afhængigt af materialet:
- TV-julekalendere og lignende er typisk lavet af karton og skal derfor sorteres som pap. Er de beskidte, skal de i restaffald, da beskidt pap ikke kan genanvendes.
- Julekalendere med chokolade eller slik bag lågerne, skal skilles ad, så indmaden kan sorteres som plast og resten som pap.
Gaveindpakningen
Hvert år bliver der brugt rigtig meget gavepapir. Størstedelen af det kan ikke genanvendes, da det er overfladebehandlet. Vi opfordrer derfor til at genbruge gavepapir og gavebånd, så vidt det er muligt, for at forlænge ressourcernes levetid. Eller endnu bedre til helt at droppe gavepapiret og gavebåndet og i stedet gøre brug af genanvendelig indpakning. Du kan finde en masse inspiration på nettet – det kunne fx være æsker, stofrester eller aviser.
Her er nogle tips til, hvordan du sorterer det affald, der ikke kan genbruges:
- Traditionelt gavepapir skal sorteres som restaffald – kun gavepapir af 100 procent papir, som ikke er overfladebehandlet, kan du sortere som papir.
- Gavebånd skal som udgangspunkt også i restaffald, medmindre det består af fx stof eller silke. I så fald kan du gemme det og bruge det igen en anden gang.
- Hvis indpakningen indeholder pap eller karton, og det er rent og tørt, kan du sortere det som pap. Er det derimod beskidt eller vådt, hører det til i restaffald.
- Julekort uden pynt kan sorteres som pap. Hvis der er pynt, fx glimmer, på julekortet, skal det i restaffald.
- Julekort, der spiller musik, er elektronikaffald – du kan også vælge at tage elektronikken og batterierne ud og aflevere dem på genbrugsstationen.
Emballagen fra nethandel
I Danmark er vi blevet glade for at handle online, særligt når det gælder julegaverne. Pakkerne fra e-handel indeholder typisk mange forskellige typer af emballage, som skal sorteres lidt forskelligt:
- Pakkefyld af majsgranulat eller andre bionedbrydelige materialer, silica gel-poser og flamingokugler, -fyld og -kasser skal i restaffald.
- Brevpapir og brunt papir, der er rent og tørt, kan du sortere som papir.
- Silkepapir skal sorteres som restaffald.
- Papkasser og andet tørt og rent pap og karton sorteres som pap – fjern gerne eventuel tape, hvis det er muligt.
- Plastpuder, bobleplast og strips sorteres som plast.
Juletræet
Juletræet er for mange et af de vigtigste elementer i julefejringen. Forhåbentlig har I glæde af jeres træ i en stor del af december måned. Men når vi træder ind i januar, har de fleste juletræer mistet deres glans.
Igen i år har du mulighed for at slippe for besværet med at skulle skille dig af med et vissent træ. Traditionen tro kører vores skraldemænd nemlig ud for at indsamle juletræer i uge 2 og 3. Du kan allerede nu se, hvilken dag de kommer forbi din adresse i appen Affaldsportal eller i tømmekalenderen.
Du kan også vælge at beholde træet selv og fx bruge grangrenene som beskyttelse til de sarte planter i haven og stammen som brænde.




