Vi har spurgt flere spidskandidater til lokalvalget om, hvad de vil gøre for at kapre unge vælgere, som først beslutter sig for, hvor deres kryds skal sættes, på selve valgdagen.
Herunder kan du læse deres svar
Sofia Osmani (K):

I forhold til de unge vælgere er det vigtigt, at der også er unge kandidater, der jo er langt bedre til at få deres jævnaldrende i tale end os andre. Jeg har derfor ikke personligt en særlig indsats de sidste dage.
Min indsats er startet for flere måneder siden, hvor det er lykkedes at få hele tre kandidater under 25 år til at stille op på den Konservative liste. Det er det højeste antal unge kandidater, vi har haft, og jeg har stor tillid til, at deres indsats – som jeg helhjertet bakker op – vil være med til at øge valgdeltagelsen blandt de unge.
Og så holder vi en uformel valgcafe mandag den 17. november på biblioteket, hvor alle vælgere inviteres til at kigge forbi og møde kandidater og partier til en snak om politik. Partierne afholdt et tilsvarende arrangement for fire år siden. Dengang måtte arrangementet pga. Corona restriktioner rykkes til biblioteksforpladsen. En noget kold affære, der dog omstændighederne til trods blev en velbesøgt begivenhed og en god afslutning på valgkampen.
Simon Pihl-Sørensen (A):

Jeg tror de unge ved, at man ikke kan snyde sig til hverken en eksamen eller valg. Så jeg vil fange de unge med at sige det, som det er: Politik handler om at lytte og handle. Snakke det kan de fleste. Men det handler om gøre det man siger. Så ærlighed ganske enkelt!

Gitte Kjær Westermann (B):
Tak for spørgsmålet. Det er ikke så let, for de debatter, der har været, hvor man kunne komme i kontakt med de unge, har det enten kun været vores unge kandidat, der har været inviteret, eller vi har sendt ham, fordi det jo et eller andet sted også giver mening. Men jeg gør bl.a. følgende:
- Står på DTU og deler foldere ud
- Står på diverse stationer om morgenen og prøver at fange de unge, når de går til og fra toget
- Har deltaget i debat på Virum Gymnasium, hvor der dog ikke kom så mange unge
- Deler foldere ud i kollegiernes postkasse
- Engagerer mine egne unge, 20-26 år, i min valgkamp
- Tog med Martin Lidegaard ud på Virum Gymnasium og DTU i går
- Har forsøgt mig med Instagram op til sidste valg, mindre denne gang, for det batter ikke noget for mig
- Skriver nogle gange opslag i FB grupper målrettet unge, men jeg ved ikke, om de læser det
- Følger op på de input, de unge giver, når vi står på gader og stræder og taler med dem.

Troels Bennike, (LA)
Vi skal ikke fange unge vælgere – vi skal være relevante for dem. Derfor er vi stolte af, at vores liste rummer en stærk ung stemme: 19-årige Thor Stahl-Jacobsen. Thor kender skolerne, foreningerne og ungdomslivet i Lyngby-Taarbæk indefra – og han bringer os tættere på den virkelighed, unge faktisk oplever.
Det vigtigste er ikke, at Thor er kandidat. Det afgørende er, at han sidder i vores lokalbestyrelse og giver ungdommens perspektiv på alt, hvad vi arbejder med. For unge efterspørger det samme, som vi kæmper for: En kommune, der er mindre bureaukratisk, mere effektiv og langt lettere at gå til. Kort sagt: Det skal være nemt, hurtigt og ukompliceret at være borger og ung i Lyngby-Taarbæk.
Vi ønsker en kommune, hvor det er fedt at blive hængende – ikke et sted man altid skal forlade for at finde liv. Vi vil sikre bedre rammer for caféer, barer, udeservering, koncerter og nye former for kultur og underholdning, som unge selv efterspørger. Lyngby skal leve – også efter kl. 18 – også efter kl. 20.00. Men vi bilder os ikke ind, at vi ved alt. Derfor vil jeg arbejde for at vi etablerer en “Liberal Livslinje” for unge, hvis vi bliver valgt ind. Et direkte sted, hvor unge kan sende idéer, oplevelser og forslag – uden om lange møder, tykke dagsordener og bureaukratiske barrierer. En kanal lige ind i kommunalbestyrelsen, hvor deres forslag faktisk bliver prøvet af.

Christine Dal Thrane (V)
Jeg vil opfordre unge til at stemme ved at minde dem om, at deres stemme faktisk gør en forskel for deres egen hverdag, både lokalt og til regionen i Østdanmark.
I kommunen handler det om at skabe plads til ungdommen. Unge skal have steder at være, blive taget alvorligt og blive lyttet til, når de fortæller, hvordan de oplever byen, skolen og hverdagen. Det er en del af at have en stærk ungepolitik, hvor trivsel, fællesskab og inddragelse hænger sammen.
Vi skal også blive langt bedre til tidlig opsporing af mistrivsel, så vi hjælper, inden problemerne vokser sig store. Det handler om at møde de unge dér, hvor de er og tage deres oplevelser alvorligt.
I regionen skal vi have en stærk børne- og ungepsykiatri, hvor der er kortere ventetider, behandling mens man udredes, og hurtig adgang til psykologhjælp, når der er behov.
At stemme handler om at tage stilling til, hvilken retning vi vil have for fremtidens velfærd og de unges stemme er helt afgørende, hvis vi skal bygge et samfund, der faktisk afspejler deres virkelighed og drømme.

Niels Haxthausen (SF):
Vi vil ikke “fange” de unge. Unge vælgere er ansvarlige borgere med holdninger om samfundet – som alle andre. Klima, natur, byliv, transport, velfærd – det berører alle.
Og vi er at bredt parti, der er engageret i alle dagsordener. Også studieboliger, tilbud til unge, ungdomsskoler, cykler og offentlig transport, udsatte unge og overgangen til voksenlivet og meget andet.

Anette Skafte (DF):
Alt for mange unge føler i dag, at politik er langt væk fra deres hverdag. Det skal vi ændre. Hvis vi vil have flere unge til at stemme og engagere sig i vores demokrati, skal vi involvere dem tidligere og tage deres stemme alvorligt.
I Dansk Folkeparti i Lyngby-Taarbæk foreslår vi at oprette et Børne- og Ungeråd- et mini byråd, hvor børn og unge får reel indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres skole, fritid og lokalområde.
Når unge oplever, at deres mening betyder noget, vokser både interessen for samfundet og troen på egne evner. Et Ungeråd kan fx komme med forslag til bedre trivsel, fællesskab og aktiviteter – og samtidig give de unge erfaring med demokrati i praksis.
Vi skal gøre politik nærværende, ikke fjernt. Demokratiet starter ikke først, når man fylder 18 – det starter, når man bliver født, bliver hørt, taget alvorligt og får lov at være med. I Dansk Folkeparti vil vi skabe en kommune, hvor unge ikke bare bliver talt om, men talt med. For de er fremtiden – og de fortjener at være en del af den.

Henrik Bang (EL):
Valgkampen har vist at unge vælgere vægter spørgsmål som billige boliger, klima og psykisk sundhed. For mig handler det om at give gode svar på disse spørgsmål.





