Skolestart for 13 nye klasser på Virum Gymnasium

Onsdag morgen kl. 9.00 mødte 13 nye 1g-klasser spændte op på Virum Gymnasium.
Af disse er 18 Team Danmark-elever, og godt halvdelen af årgangen kommer fra efterskoler. Kønsfordelingen er meget lige – i modsætning til landsgennemsnittet, hvor der er overvægt af piger. De nye elever er i høj grad lokalt forankrede, hvilket i år er særligt tydeligt, da vi desværre ikke har kunnet optage alle ansøgere. De optagne er dem, der har kortest transporttid.

Traditionen tro skinnede solen fra en skyfri himmel – vi er altid heldige på første skoledag. Tutorerne havde forberedt sig grundigt allerede før sommerferien og bød med en flot flagallé de nye 1g-elever velkommen til tre spændende gymnasieår på Virum Gymnasium – og for nogle Team Danmark-elever, fire år. Bag tutorerne stod en flok entusiastiske lærere klar til at sikre en tryg og vellykket skolestart.


En ny skolestartsstruktur

Som noget nyt i år havde de nye elever allerede mandag fået brev i e-Boks med deres kommende klasse.
I grundforløbet starter alle på et VG-hold, og først efter tre måneder begynder de i deres valgte studieretningsklasse.

Introudvalget havde lavet fine skilte med VG-holdene, så de nye elever hurtigt kunne finde deres vej.
Rektor Ida Friis bød for første gang den nye årgang velkommen, sammen med musikelever fra 3m og musiklærer Peter Naur.
Elevrådet deltog også med en hilsen ved elevrådsforperson Laura Wichmand Løber (3j) og næstforperson Bertram Ameland (2e).


Introforløb og traditioner

Ledelsen blev præsenteret, og herefter blev holdene råbt op af undertegnede.
Det første introforløb – Intro 1.0 – gik i gang, hvor tutorerne havde planlagt fællesskabslege for at sikre en tryg start.

Traditionen tro blev dagen afsluttet med VG’s tre folkedanse i Ydre gård – og i år gik det særligt godt. Vi glæder os allerede til at se eleverne danse dem igen i 3g på deres sidste skoledag.


De ældre årgange og året der venter

2g- og 3g-eleverne begyndte torsdag, hvor de også blev budt velkommen af rektor Ida Friis og blev mindet om de mange tilbud, VG har.
Allerede i næste uge begynder forberedelserne til årets musical i november, hvor der er rig mulighed for at engagere sig.

I de første skoledage får alle 1g-elever også introduktion til IT og møder de fleste af deres kommende lærere.


Kommende aktiviteter og tiltag

  • Onsdag den 27. august: Skoleårets første fællessamling Route 66, hvor alle elever og lærere deltager.
  • Mobilskabe: Indført sidste år – eleverne lægger telefonerne i aflåste skabe ved modulets start og får dem tilbage ved slut.
  • Intro 2.0 i november: Når eleverne starter i deres studieretningsklasser, arrangerer introudvalget nye aktiviteter.
  • Danmarkstur i foråret: Tre dage med team- og klasseledere (TKL). To lærere per klasse – et tiltag, der har vist sig som en succes.
  • 1g fagtur: Afholdes fra 20. maj til 22. maj.

Elevernes stemme

Et lille citat fra to nye 1g-elever, Anna og Clara (VG08):

“Det var trygt at starte på VG, og alle var meget imødekommende. Tutoreleverne var rigtig gode til at ryste os sammen.”


Vi ønsker alle elever og ansatte et rigtig dejligt og lærerigt skoleår på Virum Gymnasium!

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

På Lundtofte Station, der er hele Hovedstadens Letbanes nordlige endestation,..

Teater og duftende julegodter, julemad, gløgg og kakao i lange..

Lyngby-Taarbæk Brass Band i Christianskirken, december 2024 (Foto: Peter Kjær..