Onsdag aften blev toppen af Basecamp et populært samlingssted, da mange var mødt frem for at opleve solformørkelsen. Familier, beboere og entusiastiske stjernekiggere nød den usædvanlige begivenhed sammen.

Mange var valfartet til Basecamp onsdag aften for at få den bedst mulige udsigt til solformørkelsen. Og de fremmødte blev belønnet med et imponerende skue på himlen.
Interessen for begivenheden havde været stor allerede inden onsdag aften. Mange havde blandt andet været forbi forretningen foran avisens redaktion, i håbet om at købe de særlige solformørkelsesbriller. Her måtte de dog gå forgæves. Brillerne var hurtigt blevet udsolgt de steder, hvor de kunne købes.
På toppen af Basecamp ventede der de mange fremmødte en ganske særlig oplevelse. Omkring klokken 20.03 nåede formørkelsen sit højdepunkt, og gennem de særlige beskyttelsesbriller kunne man se den lille del af solen, der fortsat var synlig.
Kameraet kunne imidlertid opfange oplevelsen på en helt anden måde. På avisens billede er effekten forstærket en smule ved redigering, men selve motivet er ikke manipuleret. Resultatet giver solformørkelsen en ganske fantastisk virkning.

Picnic, børn og stjernekikkerter
Det var dog ikke kun det astronomiske fænomen, der gjorde aftenen speciel. Basecamp var besøgt, som det sjældent er set før, og der opstod en hyggelig stemning på toppen.
Forældre var kommet med deres små børn, nogle havde slået sig ned til picnic i det høje græs, og blandt de mange besøgende var beboere med mange forskellige nationaliteter. Samtidig havde de mere dedikerede entusiaster taget store stjernekikkerter og andet udstyr med for at følge formørkelsen så tæt som muligt.
Der var på forhånd advaret kraftigt mod at kigge direkte mod solen uden de særlige beskyttelsesbriller. Selv den lille del af solen, der fortsat var synlig, kunne skade øjnene. De fleste havde da også de korrekte briller på, når de kiggede mod solen, og ellers blev blikket vendt væk.
Det blev alt i alt en lidt speciel onsdag aften på Basecamp – ikke mindst med tanke på, at der går mange år, før en tilsvarende oplevelse igen kan opleves herfra.
Næste gang bliver i 2048.
Det kan næsten ikke undgå at sætte tankerne i gang. Hvordan ser verden mon ud i 2048 med alt det krudt, konflikter og de mange store løgne, der i disse år bliver sagt fra verdens ledere?
Men det er en helt anden historie.
Det, der sker på jorden, er vi mennesker skyld i – men universet skal nok overleve til evig tid. Næsten.







