– en ny forening for at sikre fortsat drift på Furesøen
Torsdag den 25. september kl. 17.00 afholdes der stiftende generalforsamling i den nye forening Baadfartens Venner på Hotel Sinatur i Frederiksdal. Foreningen er et resultat af et velbesøgt møde tidligere på året, hvor borgere og interessenter samledes for at drøfte fremtiden for Baadfarten på Furesøen.
Formålet med Baadfartens Venner er at sikre, at den traditionsrige sejlads på Furesøen fortsætter efter den 1. januar 2026. Derudover ønsker foreningen at arbejde for istandsættelsen af de to historiske både, Furesøen og Hjortholm, så de kan indgå i en fremtidig drift af sejlruten.
Foreningen har som ambition enten at samarbejde med en kommende operatør af Baadfarten – eller selv stå for sejladsen. Dette inkluderer både den almindelige rutefart og muligheden for chartersejlads på søen.
Den stiftende generalforsamling er åben for alle, der ønsker at støtte sagen og engagere sig i foreningens arbejde. Det er arbejdsgruppen, som blev nedsat på det indledende møde før sommerferien, der nu inviterer til dette vigtige skridt i etableringen af foreningen.
Alle interesserede opfordres til at møde op og være med til at sikre, at Baadfarten også i fremtiden er en del af livet og kulturen ved Furesøen.
Læs dagsordenen samt forslag til vedtægter her





