“Store Krone” er kommet til Sorgenfri

Classic Car House har fået fornemt besøg i form af det ikoniske køretøj “Store Krone” – en imponerende Rolls-Royce, som Kongehuset venligst har udlånt til museet for en begrænset periode.

Tirsdag mødte jeg direktør Niels Folmann på 1. sal i det stilfulde bilmuseum, hvor han med stolthed viste den royale bil frem. “Store Krone” er ikke blot en del af Danmarks kulturarv, men også stadig en aktiv del af Kongehusets bilpark, trods sin ”høje alder”.

“Det var lidt af en logistisk udfordring at få bilen på plads,” fortæller Folmann. “Den er både stor og tung, og der skulle nærmest leges tetris for at få den ind blandt de øvrige udstillede køretøjer – uden en eneste ridse.”

Bilen er nu placeret centralt i udstillingen ”Kongelige Køreglæder” som det klare flagskib blandt en række andre historiske og kongelige køretøjer. Udstillingen løber frem til september, hvorefter Rolls-Roycen vender hjem til Amalienborg. Det er første gang siden dens ankomst til Kongehuset, at den udstilles for offentligheden.

For dem, der undrer sig over manglende nummerplade, så er det helt normalt for Kongehusets biler – de bærer som regel blot en krone og et kort nummer i stedet. (denne bil dog kun en krone)

Mere end bare biler

Classic Car House er dog langt mere end blot gamle biler. Museet er en oplevelse for hele familien – og især et godt bud til de klassiske gråvejrsdage i sommerferien.

I hele ferien kan besøgende dykke ned i bilernes verden med en helt ny audioguide, der byder på spændende fortællinger, levende lydspor og brølende V8-motorer. For børnene er der både skattejagt og trafiklegeplads, hvor leg og læring går hånd i hånd.

Har du benzin i blodet, kan du også prøve museets nye bilsimulator og udfordre familien i hæsblæsende racerløb. Hvem bliver dagens mester?

Flere biler i august

Og som prikken over i’et kan man varme op til den årlige Classic Car Festival i Sorgenfri Slotshave den 31. august – et must for bilentusiaster i alle aldre.

Så tag familien under armen og oplev en unik blanding af kultur, historie og fart i Sorgenfri – og se med egne øjne den majestætiske “Store Krone”, før den igen triller hjem til Amalienborg.

Fakta om Krone 1

Kongehusets biler skiller sig ud fra mængden. De har ingen almindelige nummerplader, men bærer i stedet en kongekrone efterfulgt af et kort nummer – derfor kaldes de “Kronebiler”. Den mest kendte af dem er “Store Krone”, en majestætisk Rolls-Royce Silver Wraith fra 1958, som stadig er i aktiv tjeneste.

Bilen blev anskaffet af Kong Frederik 9. til officielle formål og bruges den dag i dag, når Kongeparret eller udenlandske statsoverhoveder skal transporteres ved særlige lejligheder. Den har kørt over 140.000 km og er i imponerende god stand.

Unik konstruktion og håndværk

Store Krone er en model med lang akselafstand – en såkaldt “seven seater” med plads til hele syv personer. Chassiset blev bygget i Crewe, England, mens karrosseriet blev håndbygget af det britiske firma Hooper & Co. Bilen blev leveret den 11. april 1958 til “His Majesty The King of Denmark”. Kong Frederik den 9.)

Under motorhjelmen gemmer sig en 4,9 liters 6-cylindret rækkemotor med to SU-karburatorer, som ifølge en prøvekørsel i bilmagasinet The Autocar yder omkring 180 hk. Det giver bilen en acceleration fra 0-100 km/t på 12,9 sekunder og en tophastighed på op mod 190 km/t – imponerende præstationer for en bil af denne størrelse og alder.

Imponerende mål og vægt

Store Krone måler 528 cm i længden og vejer 2.358 kg. Den er udstyret med 17” hjul og en firetrins Hydramatic-gearkasse fra General Motors. Dens solide konstruktion og eksklusive udformning gør den til et rullende symbol på dansk kongelig værdighed og tradition.

Der blev kun bygget 52 Rolls-Royce Silver Wraiths i 1958, og Store Krone er én af blot 639 produceret med lang akselafstand i hele modellens levetid fra 1946 til 1959.

En levende del af kongehusets historie

Store Krone er ikke blot en museumsgenstand – den er en aktiv del af Kongehusets bilflåde og et levende stykke danmarkshistorie. Når den ikke er i brug eller på udstilling, har den sin faste plads på Amalienborg.Kilde: Kongehuset

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Markerne ved Frederiksdal er 350,000m2 – Entrepenøren skal bruge 10.000...

Resultaterne fra et forsøg på Mølleåværket i Lyngby giver ny..

Lyngby-Taarbæk Jazzklub havde sin stiftende generalforsamling den 20. november 2000,..