Værk af Signe Rømer: Disarray 6: En collage i collagen: Kvindefigur med fokus på mistilpasning og forskydninger.
.
Lørdag den 31.oktober 2026 åbner Kulturstedet Lindegaarden dørene for en ny og spændende udstilling. Kunstnerfællesskabet Collage Company viser papircollage i nye former og udtryk.
Collage Company består af kunstnerne Marie Louise Steuch, Birgit V. Beck, Lene Sandvang og Signe Rømer. De fortæller om sig selv:
”Vi er et kunstnerfællesskab, der arbejder med collage som et sanseligt, fysisk og intuitivt udtryk. Hænderne er vores redskab til at klippe, rive, røre, sy og samle. Vi insisterer på det taktile møde med materialet – og på en langsomhed, hvor processen får lov at udfolde sig.
Vi anvender papir, tekstiler, tråd, fundne objekter og andre analoge materialer. Hvert værk opstår gennem lag, spor og transformation – hvor det eksisterende får nyt liv gennem vores blik og hænder, og der skabes nye betydninger og fortællinger.
Vores proces er åben og undersøgende. Vi værdsætter eksperimentet, det uperfekte og det uforudsigelige”.
Der er fernisering på udstillingen ”Papircollage på ny” lørdag den 31. oktober, kl. 14.00-16.00 og herefter åbent onsdage kl. 13.00-16.00 frem til og med den 30. dec. 2026. Gratis adgang.









