Svømmeklub og ungdomsskole går sammen om nye fællesskaber uden alkohol

Unge fra Lyngby-Taarbæk Kommune i gang med idéudvikling på workshoppen på Ungdomsskolen. Aftenen er en del af projektet Alkoholfrie Ungemiljøer, hvor Ungdomsskolen og Lyngby Svømmeklub samarbejder med DGI og Ungdomsringen om nye fællesskaber uden alkohol.
Foto: Sebastian Theodoridis Lundsgaard

Når en idrætsforening og en ungdomsskole arbejder sammen, skaber det nye muligheder for unge. I Lyngby-Taarbæk Kommune har Ungdomsskolen og Lyngby Svømmeklub taget første skridt mod et stærkere lokalt ungdomsliv med de unge i centrum.

Der var god energi i luften mandag aften hos Ungdomsskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Her var unge nemlig samlet til en særlig workshop, hvor de ikke bare var med som deltagere, men som medskabere af fremtidens ungdomsliv i kommunen.

Mandagens workshop er en del af det nationale projekt Alkoholfrie Ungemiljøer, der arbejder for skabe attraktive og alkoholfrie fritidstilbud for unge på tidspunkter, hvor alkohol ofte kan komme i centrum. I Lyngby-Taarbæk Kommune bygger projektet på et stærkt lokalt samarbejde mellem Ungdomsskolen og Lyngby Svømmeklub, samt DGI og Ungdomsringen, der står bag projektet. 

Og netop ungeinddragelse er afgørende for, om nye fællesskaber får liv, siger Thit Grinderslev, projektleder i Ungdomsringen:“Vi går fra at lave arrangementer for de unge til at lave arrangementer med de unge. Derfor giver det god mening med indhold, som tager udangspunkt i de unges egne ønsker, ikke de voksnes”.

Når ungdomsskole og forening bygger bro

Det unikke ved samarbejdet er mødet mellem ungdomsklubbens stærke relationer til unge og idrætsforeningens stærke fællesskaber og faciliteter. Håbet er, at de sammen kan skabe et ungdomsliv, som ingen af dem kan alene. 


Og der kom en masse gode idéer ud af workshoppen, siger Kirstine Sejr, projektleder i DGI: “Jeg synes, det er gået rigtig godt i dag. De unge kom med en masse gode og kreative ideer, som vi voksne ikke selv var kommet frem til. Dem glæder vi os til at samarbejde videre om”, siger hun.

Vi synes, at vi har en forpligtelse som ungdomsskole til at lave nogle store, dejlige fællesskaber, og få de unge ud og lave nogle gode ting fredag og lørdag aften i fællesskab (Jesper Lange)

Hos Lyngby Svømmeklub ser Kasper Thorn, der er træner og fagansvarlig for ungdom i Lyngby Svømmeklub, samarbejdet som en oplagt mulighed for at åbne foreningen for flere unge og skabe nye måder at være sammen på: “Jeg håber, at det hele ender ud i, at vi får et større fællesskab. Ikke bare i svømningen, men for at de unge har det godt”, siger han.

Et stærkere ungdomsliv lokalt

Med samarbejdet mellem ungdomsskole og idrætsforening åbnes dørene til nye fællesskaber, hvor flere unge kan føle sig velkomne. Uanset om de går til idræt i forvejen eller ej.

For det handler netop om at åbne flere døre for de unge, fortæller Jesper Lange, afdelingsleder hos Ungdomsskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune: “Vi synes, at vi har en forpligtelse som ungdomsskole til at lave nogle store, dejlige fællesskaber, og få de unge ud og lave nogle gode ting fredag og lørdag aften i fællesskab”, siger han.

De idéer, der kom frem på workshoppen, skal nu arbejdes videre med og omsættes til konkrete aktiviteter i lokalområdet – fortsat i tæt samarbejde med de unge.

Se film om arrangementet her.

________________________________________________

Fakta: Alkoholfrie Ungemiljøer

·         Med projektet vil DGI og Ungdomsringen skabe attraktive alkoholfrie arrangementer for unge. Lokale
idrætsforeninger og ungdomsklubber arrangerer aktiviteter i fællesskab – med unge som medskabere.
Sideløbende arbejdes der med udvikling af gode ungemiljøer i idrætsforeningerne.

·         Projektet løber i 2025–2028 og er støttet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

·         Der er tale om et pilotprojekt med 10 lokale samarbejder mellem ungdomsklubber og idrætsforeninger i
DGI Storkøbenhavn, DGI Sydøstjylland og DGI Vestjylland.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Foto: Lyngby Boldklub. Lyngby Boldklub tog imod Hvidovre IF i..

Foto: Lyngby Boldklub . Lyngby Boldklub har lavet en aftale..

Lyngby Havn står over for en opgradering, som omfatter både..