Lyngby Svømmeklub gør en særlig indsats for handicappede og modtog derfor årets handicappris på FN’s internationale handicapdag.
I Lyngby Svømmehal kan handicappede svømme i et 50 m bassin mandage kl. 18.00 – 19.00. Ordningen er lavet i samarbejde med Parasport Lyngby, som har til formål at sikre, at mennesker med handicap kan dyrke idræt under betryggende og behagelige former. Der er transportstole til rådighed i svømmehallen. Omklædningsforholdene er gode, og der er mulighed for at komme i sauna – også for kørestolsbrugere.
Klubben har desuden hold for børn og unge med autisme spektrumforstyrrelser og/eller attention deficit (hyperactivity) disorder.

Med prisen, som blev overrakt af borgmester Sofia Osmani fulgte et gavekort på 10.000 kr., som skal bruges til at styrke indsatsen for handicappede endnu mere.
Klubben takker for anerkendelsen og sender en stor tak til alle de dygtige trænere, svømmere og familier, der gør det muligt at give handicappede mulighed for at dyrke svømning i hallen.
Fotos: Parasport Lyngby og Lyngby Svømmeklub




