Tak for tilliden – nu går arbejdet igang – læserbrev

Kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk er afsluttet, og jeg er dybt taknemmelig for den tillid, vælgerne har vist mig ved at give Liberal Alliance ét mandat i kommunalbestyrelsen. Det mandat vil jeg bruge fuldt ud og bedst muligt til at trække vores kommune i en mere borgerlig-liberal retning, hvor frihed, ansvar og sund fornuft går hånd i hånd.

Samtidig vil jeg gerne give en varm og oprigtig ros til borgmesteren og de øvrige partier for en god, respektfuld og konstruktiv proces frem mod konstitueringen. Det har været en behagelig forhandling, hvor alle har ønsket at finde løsninger – og hvor vi er endt med en stærk og balanceret fordeling af udvalgsposterne. Jeg er meget tilfreds med de opgaver og ansvarsområder, der er faldet på plads for mig.

ØKONOMIUDVALGET

Det vigtigste er uden tvivl pladsen i Økonomiudvalget. Her vil jeg have et konstant fokus på, at hver eneste krone, kommunen bruger, skal give værdi for borgerne. Jeg vil presse på for mere konkurrenceudsættelse, hvor det er muligt og meningsfuldt – for borgerne fortjener sikre, dygtige og effektive leverandører, uanset om de er offentlige eller private.

BYPLANSUDVALGET

Derudover er jeg glad for at være blevet en del af Byplansudvalget, hvor jeg vil kæmpe for tre centrale mål:

1. Markant kortere sagsbehandlingstider i byggesager – ikke ved at bruge flere penge, men ved at bruge dem bedre og arbejde smartere.

2. Lokalplaner, der respekterer ejendomsretten og ikke bliver unødigt rigide eller detailstyrende.

3. En reel indsats for at styrke handlen i Lyngby og i de lokale centre – vi skal gøre det let og attraktivt at handle lokalt.

I forhold til dette område oplever jeg, at tryghed falder ind. Hvis ikke vi kan lave en byplan, der sikrer tryghed for os, når vi og vore gæster færdes i byen, vil vi ikke lykkes med at få handlen tilbage og få livet i Lyngby genskabt. Lige nu er der for megen utryghed ved at være i dele af byen om aftenen; særlig stationen, men også andre steder.

SCIENCE CITY LYNGBY

Mit tredje område ligger uden for rådhuset, men er mindst lige så vigtigt: en plads i bestyrelsen for Science City Lyngby. Det er en unik mulighed for at være med til at styrke samarbejdet mellem kommunen, erhvervslivet og DTU. Jeg ser frem til at bidrage til, at Lyngby-Taarbæk bliver endnu mere attraktiv for innovative virksomheder, globalt talent og de mange studerende, der skaber liv og udvikling i byen, og måske vil blive boende i kommunen.

LIGE SÅ VIGTIGT

Samtidig slipper jeg ikke de områder, hvor jeg mener, at vi som kommune skylder borgerne markante forbedringer, men hvor jeg desværre ikke kunne komme i de relevante udvalg.

Hjemmeplejen skal have en frisk start – vi bruger enorme ressourcer på en reelt monopoliseret løsning, men leverer kvalitet i den absolutte bund.

Det må og skal forbedres gennem valgfrihed og konkurrence. Og skolerne skal have mere frihed, stærkere individuelle profiler og ledelser, der kan sikre hjælp til både dem, der falder udenfor standardmodellen, og dem der trives bedst i alternative rammer. Når man ikke er med i udvalgene, må man søge diskussionerne åbent i kommunalbestyrelsen.

Valget er slut – nu starter arbejdet. Jeg glæder mig helt enormt til de næste fire år.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Der bliver arbejdet i døgndrift for at få La Tre..

Billedet er fra et andet fællessangarrangement i sommer . Julestemningen..

Den lille sø i Furesøparken til højre . Fejlkommunikation førte..