Billedet er fra arrangementet sidste år på Nærum Gymnasium
.
Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole inviterer i efteråret 2026 forældre til teenagere til en række temaaftener med fokus på nogle af de udfordringer, der fylder i ungdomslivet. Arrangementerne gennemføres i samarbejde med Headspace og SSP i Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Furesø.
Fokus på unge og rusmidler
To af temaaftenerne har overskriften ”Unge, trivsel og rusmidler i dag” og byder på oplæg fra DrugRebels. Her deltager ungecoach, forfatter og foredragsholder Julius Mygind sammen med en læge.
Oplægget skal give forældrene et aktuelt indblik i, hvilke rusmidler unge kan blive konfronteret med, og hvad forældre bør være opmærksomme på. Der bliver samtidig sat fokus på, hvordan forældre bedst kan støtte deres teenager. Blandt emnerne er nikotin i form af snus, vapes og cigaretter samt udviklingen inden for opioider.
Temaaften med DrugRebels afholdes tirsdag den 3. november kl. 17-19 på Trørødskolen, Gl. Holtevej 2 i Vedbæk, og igen torsdag den 26. november kl. 17-19 på Lyngby Handelsgymnasium og Handelsskole.
Ny forståelse af unges mistrivsel
En anden temaaften sætter fokus på unges mistrivsel under overskriften ”En ny forståelse af unges mistrivsel: Modspil til sygeliggørelsen af unges liv”.
Her holder autoriseret psykolog Joachim Meier oplæg om den stigende tendens til at forstå ungdomslivets problemer ud fra et diagnostisk perspektiv og den risiko for sygeliggørelse, som ifølge oplægget kan følge med. Han præsenterer samtidig en række pejlemærker for voksne, der er i kontakt med og ønsker at hjælpe børn og unge.
Foredraget tager afsæt i Joachim Meiers bog En ny forståelse af unges mistrivsel: Modspil til sygeliggørelsen af unges liv fra 2025. Joachim Meier er ph.d., autoriseret psykolog, ekstern lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og konsulent ved Clavis Erhvervspsykologi.
Denne temaaften finder sted onsdag den 11. november kl. 17-19 på Nærum Gymnasium.
Tilmelding til temaaftenerne foregår via Lyngby-Taarbæk Ungdomsskoles hjemmeside på ltu.dk/temaaftenforforaeldre.







