Holdet med vinderen Olivia i midten og Alexander og Andreas yderst til højre, Foto: “DR/Carsten Mol”
.
Mange af os har jo fulgt med i Juniorbagedysten på DR1, ikke mindst efter at vi skrev om, at to af deltagerne kom fra Virum Skole. I en tidligere avis (nr. 5) skrev vi om de to deltagere, men det var lige, da det første program kom frem, og selv om optagelserne var sket for længe siden, og vinderen for længst var fundet, var det dengang lidt svært for drengene ikke at sige noget, men de klarede det fint, og der kom ikke noget ud i forbindelse med det seneste interview.
Nu da udsendelsen er slut, fik jeg igen på redaktionen besøg af de to drenge Andreas og Alexander, fra Virum Skole, for at høre hvad de nu kunne fortælle, for nu var ordet frit.

De, der har fulgt med, vil vide, at Andreas blev stemt ud som den første, og Alexander nåede til finalen.
Drengene havde jo fra starten accepteret, at sådan var spillereglerne, og dem kender de jo fra rigtig mange realityshows, bl.a. X Factor.
Andreas, som måtte forlade bagedysten efter kun 2. udsendelse, ville da gerne have været der længere, men måtte erkende, at der jo var en, der skulle stoppe først. Alexander derimod fik en del ture til Aarhus, da han blev ved helt til finalen, og i finalen havde han valgt at bage en fødselsdagskage til sin mor med et dannebrogsflag indeni, og gennemgående var dommerne meget imponerede over børnenes mesterværker, men det lå i luften under flere af udsendelserne, at Olivia fra Bornholm, gennemgående var blandt de bedste. I øvrigt den første bornholmer, der nogensinde havde været med i en af bagedystene – og så ovenikøbet som vinder.
Undervejs skulle mange kager afprøves, ikke mindst fordi deltagerne hele tiden skulle være en kage foran, så mens de øvede på de nye kager, skulle de også øve sig på den til næste uge – så der var tryk på i køkkenerne rundt omkring i hjemmene mellem udsendelserne.

Jeg spurgte drengene til, hvordan det havde været undervejs, og en af de ting, de nævnte, var tidspresset – at nå at få kagen færdig inden for tidsrammen og ikke mindst at nå at få tid til helt at færdiggøre kagerne med den pynt, der var planlagt. De fortalte også, at selv om de var konkurrenter, så hjalp de også hinanden med små råd undervejs, hvis det var nødvendigt.
Selvom det er et halvt år siden, det hele er overstået, taler deltagerne stadig ved, og de skal bl.a. i Tivoli sammen i den kommende weekend og mødes og dele minderne fra bagedysten. Hvordan nu med at bage derhjemme? Har I stadig lyst? “Bestemt,” sagde begge drengene, og Alexander havde direkte fået besked på kun at bage én gang om ugen, og Andreas havde også fra sine forældre fået nogle begrænsninger.
I skolen havde klassekammeraterne også fulgt med og syntes, det var sjovt at kende nogen, der var med i Juniorbagedysten, og om et par uger står det på en bagekonkurrence i klassen, og så er det jo spændende, om en af de to drenge kan vinde denne konkurrence. Der vil nok være kamp til stregen.








