To unge fra Virum og Sorgenfri kæmper for Danmark ved international geovidenskabs-olympiade

Eline Vestergaard og Christian Dyremose Bræstrup

.

To af Danmarks fire deltagere ved årets internationale olympiade i geovidenskab har en helt særlig tilknytning til Lyngby-Taarbæk Kommune. De er begge 19 år, kommer fra henholdsvis Virum og Sorgenfri – og så er de ovenikøbet kærester.
Den internationale olympiade i geovidenskab finder i år sted i Istanbul fra den 10. til 17. august og samler unge fra en lang række lande, der konkurrerer på deres viden og færdigheder inden for geovidenskab og geografi.
Gennem foråret har gymnasieelever fra hele Danmark været igennem flere krævende udtagelsesrunder for at finde frem til de fire elever, der skulle repræsentere Danmark internationalt.
Blandt de fire er Christian Dyremose Bræstrup, 19 år, fra Virum, som går i 3.g på H.C. Ørsted Gymnasiet, og Eline Vestergaard, ligeledes 19 år, fra Sorgenfri, der netop er blevet student fra H.C. Ørsted Gymnasiet.
De to har også deres skolebaggrund lokalt. Eline er tidligere elev på Hummeltofteskolen, mens Christian har gået på Fuglsanggårdsskolen.
Også på vejledersiden er der lokal tilknytning. En af de danske vejledere, Birgit Sandermann Josefsen, underviser til daglig på Nærum Gymnasium.

De danske deltagere ved Olympiaden, fra venstre
Harald Shibata Schønberg, Christian Dyremose
Bræstrup, Eline Vestergaard og Oke Geldermann Lützen

Fra lokale skoler til international konkurrence

Vejen til at blive blandt de fire danske deltagere har været lang. Geografiolympiaden er rettet mod gymnasieelever med særlig interesse og talent inden for geofagene, og deltagerne bliver prøvet i både teoretisk viden og praktiske færdigheder.
Den første runde finder sted på gymnasiale uddannelser over hele landet. Her skal eleverne besvare spørgsmål inden for blandt andet geovidenskab, naturgeografi og geografi. Skolerne sender deres bedste besvarelser videre, hvorefter omkring 40 elever udvælges til kvartfinalen.
Kvartfinalen afholdes på Aarhus Universitet og består af større skriftlige prøver, praktiske forsøg og forelæsninger. Herfra går omkring 20 elever videre.
Semifinalen består både af onlineopgaver og en samling i Odense, hvor deltagerne blandt andet bliver stillet over for teoretiske prøver og en større feltarbejdsopgave med arealanalyser og kortlægning. Til sidst står 10-12 deltagere tilbage til finalen.
I finaleforløbet bliver kravene skærpet yderligere. Deltagerne skal forberede sig på et omfattende pensum, arbejde med træningsopgaver og gennemføre prøver på engelsk, så konkurrencen kommer så tæt som muligt på niveauet ved den internationale olympiade.
Til sidst udvælges de fire elever, som får lov til at repræsentere Danmark.

Kærester og holdkammerater
For Christian og Eline er deltagelsen samtidig lidt ud over det sædvanlige. De to lokale deltagere er nemlig også kærester og oplever derfor den internationale konkurrence sammen.
Lyngby-Taarbæk Avis fik de to i telefonen fra Istanbul dagen før, vinderne skulle kåres. Her fortalte de om oplevelserne ved olympiaden og om at være blandt de blot fire unge, der er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark.
Ved redaktionens slutning var det endelige resultat af konkurrencen endnu ikke kendt. Derfor følger Lyngby-Taarbæk Avis op på historien, når Christian Dyremose Bræstrup og Eline Vestergaard er kommet hjem fra Istanbul.
Her skal vi høre mere om konkurrencen, resultaterne – og om hvordan det har været for to unge fra Virum og Sorgenfri at nå hele vejen fra de danske udtagelsesrunder til en international olympiade.

Derudover skal vi også høre dem fortælle om det at være udtaget blandt så mange deltagere til at repræsentere Danmark i en af de mange finaler der hvert år afholdes indenfor de videnskabelige fag.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Så har Sundhedscenteret i Lyngby et nyt forløb, hvor du..

Bilist overså kvindelig cyklist på racercykel Søndag klokken 16.41 skete..

Trongårdens IF var stærk repræsenteret på løbesiden ved DM Masters,..