Topmøde på Lundtofte Skole om skolemad

Erhvervsminister, Martin Lidegaard (R)
.

Det hele foregik mandag den 26. oktober hvor Mejeriforeningen indbæd til topmøde om skolemad.

”Læring, trivsel og sundhed” var ord, der stod i invitationen, som havde undertitlen: ”Fra forsøg til skolemad til alle.”

Ministerbesøg.

Arrangementet, der fandt sted på Lundtofte skole, havde blandt andre to ministre blandt talerne, nemlig erhvervsminister, Martin Lidegaard (R), og socialminister, Monika Rubin (M).

Stort fremmøde.

Mejeriforeningens administrerende direktør, Poul Bank Pettersson, indledte mødet, som havde samlet deltagere fra omkring 50 aktører, hvilket bragte det samlede deltagerantal op på et sted mellem 150 – 200 personer.

Lighed blandt eleverne.

Et af formålene med forsøget om fælles skolemad er at skabe lighed mellem eleverne – blandt andet ved at alle spiser samme mad og deltager i det fællesskab, som naturligt opstår, når man spiser sammen.

Undgår madpakkeskam.

Samtidig ønsker man at undgå den såkaldte ”madpakkeskam”, som nogle elever undertiden oplever, hvis deres madpakker ikke lever op til kammeraternes standarder.

Fællesspisning

Endelig viser undersøgelser, at der er et stort antal danske børn, der oplever, at det at spise mad ikke nødvendigvis altid foregår i et fællesskab.

Ofte foregår det individuelt – måske endda foran fjernsynet.

Forsøgets omfang.

Oplysningen om, at Danmark og Holland er de to eneste lande i EU, som ikke tilbyder skolemad, kom sikkert bag på nogen, men det er blandt andet derfor, at forsøget, der omfatter tæt på 20.000 elever på 187 skoler og løber til 2028, er sat i gang.

Lundtofte – en smuk skole.

Inden de faglige indlæg gik i gang, blev de fremmødte introduceret til Lundtofte skole af skolens leder, Birgitte Slente Türck, hvorefter et stort kor bestående af rigtig mange af skolens elever under ledelse af Martin Jantzen gav mødedeltagerne et stemningsbillede fra skolen på så smuk en vis, at LTA’s udsendte nærmest fik en klump i halsen.

Skolemad i mange udgaver.

Skolemad kan serveres i mange forskellige udgaver.

På omkring en tredjedel af landets skoler finder man den såkaldte forkromede løsning. Det er på de skoler, der har et produktionskøkken – en slags madskole – hvor man har ansat personale, der med hjælp fra skolens elever tager sig af den daglige madlavning.

Et flot eksempel.

En sådan ordning findes blandt andet på Østerbyskolen i Vejen, hvor man har ansat en kok, der står for arrangementet.

Alt laves fra grunden, hvilket betyder, at man her kan tilbyde skolens elever mad hver dag til en pris af 85 kr. om ugen – uden nogen form for tilskud.

Ordet ”bælgfrugter” blev brugt igen og igen, og Østerbyskolens kok afslørede da også, at kød var en stor belastning for budgettet, hvorfor han opererede med begrebet ”hybrid fars”, hvor han ofte blandede oksehjerter med de omtalte bælgfrugter for at få budgettet til at hænge sammen, men han understregede samtidig, at der er fuld åbenhed om ingredienserne, så alle elever ved, hvad de får serveret.

Men der er mange andre modeller for skolemad.

Lundtofte skole var heldig.

På Lundtofte skole har man efter en landsdækkende lodtrækning fået bevilget madordning til udskolingen. Det betyder, at skolens ældste elever nu ikke længere går i Brugsen efter chips og energidrikke i spisefrikvarteret, men deltager i den fælles bespisning, der finder sted i skolens aula.

Udover den sunde del af projektet, som gør, at eleverne føler sig bedre rustet til at klare hele skoledagen, når de har fået et nærende måltid mad midt på dagen, så er projektet med til at udvikle elevernes dannelse samt deres ansvarsfølelse, idet de bliver en del af det praktiske fællesskab, som er nødvendigt for at få ordningen til at fungere.

Tid til smagning.

Efter formiddagens indlæg fra diverse lokalpolitikere, forældre- og elevrepræsentanter, der alle havde rosende ord at sige om ordningen, blev det tid for mødedeltagerne at opleve, hvordan ordningen så fungerer i praksis.

På det tidspunkt var erhvervsministeren ankommet, og efter en kort tale, hvori han priste ordningen, tog han plads blandt eleverne i et tilstødende rum for at prøve ordningen i praksis.

Mødets øvrige deltagere fik ligeledes mulighed for at smage menuen, der bestod af en varm ret ledsaget af kartoffelmos, salat og et stykke brød.

Der blev udtalt stor tilfredshed med det serverede.  

Paneldebat.

Efter frokosten var der igen paneldebat om diverse modeller og prioriteringer, inden socialministeren indtog talerstolen som dagens sidste taler.

Også hun udtrykte sin store begejstring for skolemad og refererede til en – vist nok lidt uvidenskabelig – svensk undersøgelse, der havde påvist, at skolemad, som man har haft i Sverige i mange år, havde påvist, at svenske børn blev højere end tilsvarende børn i de lande, som ikke havde tilbudt samme ordning.

Tak til Lundtofte skole.

Efter en spændende dag, hvor alt klappede, rettede mødets konferencier, Morten Levinsen, en velfortjent stor tak til Lundtofte skole – dels for at lægge lokaler til, men også for den meget store indsats, skolens personale havde ydet i såvel forberedelsesfasen som i selve afviklingen af dagen. Alt klappede perfekt.

Tak for i dag.

Herefter kunne Mejeriforeningens administrerende direktør, Poul Bank Pettersson, runde dagen af med en tak for fremmødet og en opfordring til mødedeltagerne om at huske at få netværket med de personer, som var til stede, inden man gik hjem efter dagens meget vellykkede arrangement.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Foto : bpn-foto.dk . Tre biler kørte mandag eftermiddag kl...

Tjajkovskij, Bartók og Dvorák er på programmet, når Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester..

Hele det danske hold der deltog ved VM i Argentina..