Trafikken i Virum og Sorgenfri

Kan ende i rent kaos p.g.a. manglende planlægning

På teknikudvalgets møde den 18. februar vil der blive givet en ”Vurdering af trafikken i Virum”. Dagsordenen med orienteringen, punkt 3, kan ses her.

I Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening synes vi, at det er fint, at Teknikudvalget får en orientering om trafikken i Virum. Men vi finder ikke, at orienteringen er retvisende, ikke mindst omkring den af kommunen ønskede sløjfning af arealreservationen til rampeanlæg mellem Omfartsvejen og Virumvej.

Vores tolkning af den rådgiverrapport, som kommunen henviser til som grundlag for sløjfningen, er, at ramperne er en helt nødvendig foranstaltning for, at trafikken i fremtiden kan afvikles på en mere hensigtsmæssig måde i hele Virum-Sorgenfri området, som det også fremgår af denne rapport:

I myldretiden om eftermiddagen er trafikken intensiv på den nuværende rampe (ved Sorgenfri, red.) og på de tilstødende veje. Her vil Rampens (ved Virumvej red.) aflastende effekt være mærkbar fordi den tager toppen af trafikbelastningen og fordi Rampen vil være relativt mere attraktiv, når trafikken forsinkes på Hummeltoftevej og på Grønnevej. Denne tendens vil forstærkes, hvis der sker en udbygning i området, fx hvis butiksområdet i Sorgenfri udvikles.”

Hertil kommer, at der udover udbygning af butiksområdet i Sorgenfri, ikke er taget højde for den ekstra store belastning, der forventes i de kommende år med mange flere gæster til både Frilandsmuseet og Classic Car House, samt at biltrafikken ifølge Vejdirektoratet de næste 10 år vil stige med ca. 20 %.

Det er rigtigt, at en rampe vil give en del mere trafik på Virumvej, men det er en trafik, som vejen er udformet til på samme måde som Frederiksdalsvej, Grønnevej og Hummeltoftevej, der har tilsvarende trafikmængder, og som på den mest trafikerede delstrækning mellem Kongevejen og Grønnevej kun har meget få boliger direkte ud til vejen.

Formålet med en fremtidig rampe fra Omfartsvejen til Virumvej er at aflaste trafikken i det centrale Virum og Sorgenfri, som i dag er meget belastet, hvilket kan være hindrende for at lave nogle ordentlige forbedringer som dem, der i 2019 blev vedtaget for Virum bymidte.

Det er vores opfattelse, at en vurdering af trafikken i Virum ikke alene kan ske på baggrund af ovennævnte rådgiverrapport, som kommunen henviser til, men må vurderes på baggrund af en ny analyse af trafikken i hele Virum og Sorgenfri, hvor også de fremtidige stigende trafikmængder tages i betragtning. Først når en sådan trafikanalyse er gennemført, kan der træffes så store og betydende beslutninger, som en ophævelse af rampereservationen er udtryk for.

Kommunen nævner i deres orientering, at der senere kan laves f.eks. en rundkørsel mellem Omfartsvejen og Virumvej. Det opfatter vi som et rent fantasiprojekt, der vil koste meget mere end en simpel rampe.

Kommunen nævner ligeledes det i 2019 vedtagne projekt for bl.a. Virum Torv, som en mulighed for bedre trafikudvikling. Dette er ikke korrekt, da projektet har taget udgangspunkt i, at ramperne var udført, og dermed ikke har taget højde for stigningen i trafikken med en øget tilstrømning af biler ad Frederiksdalsvej i myldretiden til følge.

Projektet fra 2019 trænger derfor til en ny og grundig gennemgang, herunder om det stadigt er formålstjenlig at lave en rundkørsel på Virum torv. Måske en mere hensigtsmæssigt (og formentligt billigere) løsning vil være en ændring af krydset med fortsat lysregulering og tilføjelse af venstresvingsbaner samt en mere trafiksikker placering af cykelbanerne. Dette vil være et mindre projekt, der forholdsvis hurtigt burde kunne gennemføres.

Vi er i øvrigt ganske uforstående overfor, at dette forslag – som med stor borgerinddragelse og politisk bevågenhed blev drøftet for 10 år siden og efterfølgende vedtagelse i Kommunalbestyrelsen – nu først står til at blive udført i 2031, 15 år efter.

At det i øvrigt skal tage så mange år, før projektet tænkes udført, kan vi kun opfatte som Kommunalbestyrelsens despekt overfor borgerne i Virum, der har været oprigtigt engageret i det store arbejde forud for vedtagelsen af projektet.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Lyngby Boldklub leverede en præstation, der nærmest kaldte på nedrykning,..

April byder på en helt særlig oplevelse for krop og..

Deltag i vores nye konkurrence. Du skal blot svare på..