Mathias, Sebastian, Nicolai og Pernille Hammer (Konstitueret CEO hos Home)
Den 1. september overtager Sebastian Cederholm, Mathias Wiegell og Nicolai Holck Bendixen home i Lyngby og Bagsværd. De tre nye indehavere bor selv i området med deres familier, og sammen vil de gøre home til det naturlige valg for boligejerne.
Sebastian Cederholm, Mathias Wiegell og Nicolai Holck Bendixen har tilsammen mere end 35 års erfaring fra boligmarkedet og samlet mere end 20 års erfaring fra home.
Nicolai Holck Bendixen har tidligere været ansat i både home Lyngby og home Bagsværd, samt været selvstændig ejendomsmægler hos en anden ejendomsmæglerkæde, mens Sebastian Cederholm og Mathias Wiegell siden 2022 har været indehavere af home Gentofte.
”Vi kommer alle tre med forskellige erfaringer fra branchen, men deler den samme ambition om at skabe en mæglerforretning med høj faglighed, tæt kundekontakt og et stærkt lokalt fundament. Vi tager samtidig vores gode erfaringer fra home Gentofte med os videre til Lyngby og Bagsværd,” siger Sebastian Cederholm og Mathias Wiegell.
Lyngby og Bagsværd er vante rammer
Alle tre indehavere har deres daglige gang i Bagsværd og Lyngby, hvor de bor med deres familier. Børnene går på de lokale skoler, og weekender og eftermiddage går med aktiviteter i områdets foreninger og fritidstilbud.
”Der er noget særligt ved at drive forretning i det område, man også kalder sit hjem. Det giver ikke alene et indgående kendskab til de enkelte kvarterer og det lokale boligmarked, men også en personlig forståelse for de lokale boligejere og -købere”, siger Nicolai Holck Bendixen.
Vil være det naturlige valg
Ambitionen for de tre nye indehavere er klar. Home skal være det naturlige valg, når boligejere i Lyngby og Bagsværd skal sælge deres bolig. Vejen dertil går ifølge de tre indehavere gennem tillid, høj faglighed og tæt dialog med kunden.
”For os handler en god bolighandel først og fremmest om tillid og relationer. Kunderne skal opleve, at vi er tilgængelige, og at de får en personlig oplevelse, hvor vi følger dem hele vejen gennem processen. Det er netop den tilgang, der skal gøre os til det naturlige valg og den foretrukne ejendomsmægler i Lyngby og Bagsværd,” siger de tre nye ejere.








