Udvikler vil erstatte institutionen Vandpytten med 36 lejligheder

På den tidligere daginstitutionsgrund på Lundtofteparken 43 A. er et boligprojekt på tegnebrættet.

.

Politikere vil have større boliger og afvente mulighed for at stille krav om ejerboliger, før plan om tre nye boligblokke kan gå videre.

Ejendomsudvikler John Nørgaard står med Krogh Arkitektur som rådgiver bag et boligprojekt på den 3.700 kvadratmeter store grund, hvor daginstitutionen Vandpytten tidligere lå.

Planerne om 36 nye boliger på den tidligere daginstitutionsgrund på Lundtofteparken 43A i Kongens Lyngby er dog foreløbig sat på pause. Byplanudvalget vil have projektet ændret, før der tages stilling til en lokalplan.

Projektet omfatter tre punkthuse i tre etager med i alt 2.230 kvadratmeter boliger. Der er lagt op til 18 toværelseslejligheder på cirka 54 kvadratmeter og 18 treværelseslejligheder på cirka 70 kvadratmeter. Der skal samtidig etableres 45 parkeringspladser og cykelparkering i kælder.

Ejeren ønsker enten private udlejningsboliger, ejerlejligheder eller en kombination og peger blandt andet på unge, mindre familier og seniorer som målgruppe. Men politikerne mener, at området allerede har fået mange små og mellemstore boliger gennem de seneste års udvikling. Derfor ønsker de nu et alternativ med færre, men større boliger.

Samtidig skal det undersøges, om de nye bygninger kan rykkes længere væk fra skel mod Lundtofteparken af hensyn til naboerne. Hvis der inden en endelig lokalplan bliver mulighed for at stille krav om mindst 25 procent ejerboliger, vil politikerne desuden benytte muligheden.

Selve lokalplanprocessen er endnu ikke sat i gang. Forvaltningen vurderer, at projektet kan være lokalplanpligtigt, fordi det vil ændre området markant fra en tidligere daginstitution i én etage til tre nye bygninger i tre etager. Ejeren mener derimod, at projektet kan behandles som en almindelig byggesag.

Arkitekturen skal også bearbejdes. Forvaltningen har blandt andet peget på, at altantårnene virker for bastante. Det nuværende forslag arbejder med lyse, sandfarvede teglsten, trædetaljer og glas, og materialet viser tre punkthuse omgivet af grønne arealer.

Et revideret idéoplæg skal nu forelægges kommunens arkitekturråd, før politikerne i Byplanudvalget tager sagen op igen.

Kilde: Dansk Byudvikling.dk

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Bertel Haarder bliver første foredragsholder, når Virum Kirke tager hul..

Lørdag den 29. august er der igen mulighed for at..

Søs Fenger gæster Brede Høker i Slusegaarden, hvor publikum får..