På trods af et klart forbud fortsætter ulovligt opstillede kaffeknallerter med at dukke op ved indgangen til Dyrehaven – særligt i solrige weekender. Det skaber stor frustration hos de etablerede caféer i området, der føler sig snydt af den uretfærdige konkurrence.
For de lokale cafédrivende, som har investeret tid, penge og ressourcer i deres forretninger året rundt, føles det som en torn i øjet, når mobile kaffevogne uden tilladelser stiller sig op direkte udenfor “Den Røde Port” ved Peter Lieps Vej. Ud over at være en øjebæ i forhold til områdets historiske og kulturelle identitet, herunder UNESCOs verdensarv, Dyrehavsbakken og de ikoniske hestedroscher, udgør de ulovlige salgsvogne også en alvorlig økonomisk udfordring.
Birger Kjærbye, der driver Café Parforce ved Klampenborg Station, er blandt de mest højlydte kritikere. Han taler på vegne af en række caféer i området, bl.a. Peter Liep og Cranks n’ Coffee. Han understreger, at det handler om mere end blot kaffekonkurrence:
“Vi betaler husleje, lønninger og servicerer gæsterne hele året – også på kolde, regnfulde tirsdage. De her ‘kaffepirater’ dukker kun op, når solen skinner, og folk stimler sammen.”
Forbud, men ingen effekt
Lyngby-Taarbæk Kommune har indført et forbud mod opstilling af salgsboder ved broen, der fører ind til Dyrehaven. Men håndhævelsen viser sig at være vanskelig. Kommunens inspektører har flere gange forsøgt at fjerne kaffevognene, og politiet er også blevet involveret. Alligevel vender vognene tilbage gang på gang.
“Det virker som om, at uden bøder af en vis størrelse, så er der ingen konsekvens – og så ser vi dem igen og igen,” siger Birger Kjærbye.
Et kommunalt grænseland
En af udfordringerne ligger også i geografien: Klampenborg befinder sig på grænsen mellem Lyngby-Taarbæk og Gentofte Kommune. Når der sættes ind i den ene kommune, flytter kaffeknallerterne ofte blot få hundrede meter – og krydser dermed ind i en anden kommunes ansvarsområde.
Derfor opfordrer de lokale erhvervsdrivende nu til et tættere samarbejde mellem kommunerne – og til konkrete tiltag fra politisk side.
Flere problemer i området
Det er ikke kun de ulovlige kaffeknallerter, der skaber frustration. Ifølge caféejerne er området også blevet fyldt med store klumper af grønne, kinesiske el-lejecykler, som skæmmer omgivelserne og direkte konkurrerer med caféernes egne cykeludlejninger.
Et åbent opråb
Med foråret i fuld gang og udendørssæsonen lige om hjørnet, efterlyser caféerne nu handling:
“Vi har haft kontakt med flere politikere, og de forstår godt vores frustration. Men vi har endnu ikke set konkrete resultater. Det her har stået på i en længere periode – det er tid til, at der sker noget.”
4 kommentarer
Et par store skilte der tydeligt, og på flere sprog, gør omgivelserne (inkl. kaffe-knallerterne) opmærksom på den ulovlige trafik, kan hjælpe lidt på vej…
Kaffevogn er der siden 2017 .
Og det er faktisk ikke i orden at dele deres billeder ugen tilladelse.
Det er en offentlig vej .
Og kaffevogn er skaber rigtig meget hygge i området især om vinteren ( nå det kold og snevejr.
Tak for dem det største den kaffevogn.
Og tak for dem der kan forstå .
Det er muligt vognen har været der siden 2017…
Men er der en tilladelse nu?
Betaler kaffeknallerten pladsleje til kommunen?
Hvad siger iøvrigt kommunen… og poltiet?
Det er let at underbyde og tjene skejser hvis det ikke sker på regulære vilkår… og det her er ikke regulært.
Avisen har fået lov til at bruge billedet af fotografen og billedet er taget på et offentligt område. Det skal der ingen tilladelse til. Sådan er det når man laver journalistik man beskriver det der sker med tekst og billeder. Det er fuldstændig i orden.