Landets politikredse melder om voldsomme scener i nat, hvor unge har skudt vildt om sig med fyrværkeri.
Især i provinsen var der store problemer, mens det i København og Nordsjælland gik fredeligere for sig. I Lyngby-Taarbæk har der ikke været meldinger om vild brug af fyrværkeri.
I Odense gik flere hundrede unge mennesker kort før midnat i gang med at skyde fyrværkeri af i centrum i Odense mod politiet, pressen og andre mennesker. Det siger Henrik Strauss, der er vagtchef hos Fyns Politi, til TV 2.
– Der blev skudt mod alt og alle, og var simpelthen så voldsomt, det må jeg sige.
Der blev foretaget flere anholdelser på stedet, og onsdag morgen er der en tilbage i arresten.
Senere på samme døgn affyrede to grupper af unge drenge fyrværkeri mod hinanden i Køge, og det samme skete i Store Heddinge.
Og natten til tirsdag blev en 18-årig mand sigtet for at affyre fyrværkeri ud gennem vinduet af en personbil i Aarhus.
Lige før jul blev en brandmand angrebet med bomberør i Slagelse, og lørdag blev en politibetjent beskudt med fyrværkeri, mens vedkommende opholdt sig på politistationens område. I Ringparken i Slagelse er en række forældre blevet så trætte af, at en gruppe af unge på ulovlig vis affyrer fyrværkeri, at de nytårsaften vil gå gaden i et forsøg på at stoppe dem, skriver TV2 Øst.
Hos Københavns Politi har man fået “relativt få” anmeldelser om fyrværkeri før og efter midnat. Det oplyser vagtchefen til TV 2.
Dog parkererede unge deres biler midt på vejen i det københavnske kvarter Nordvest og affyrede raketter mod hinanden.
At det især var i provinsen, at der var store problemer, mens det i København og Nordsjælland gik fredeligere for sig, harmonerer godt med gårdsdagens melding fra Dansk Erhverv om, hvor i landet folk bruger flest penge på fyrværkeri. Her kan du se, hvad vi skrev om denne melding
Foto: Local Eyes




