Unge sneaker-iværksættere åbner pop-up butik i Lyngby Storcenter

Fra efterskolekammerater til iværksættervindere – og nu butiksindehavere. Det unge makkerpar bag Letzsneak, Ditlev Sawahata og Emil Strande Andersen, åbner deres første fysiske butik i Lyngby Storcenter hele december måned. Den midlertidige pop-up butik bliver en realitet efter, at Letzsneak vandt hovedpræmien i Detail Startup 2024 – en landsdækkende iværksætterkonkurrence arrangeret af Danske Shoppingcentre og Dansk Erhverv.

Eksklusive sneakers i julegave

Letzsneak er kendt for at skaffe sjældne og eksklusive sneakers, som ellers kan være svære at få fingrene i. Med en kombination af et stort internationalt netværk og evnen til at spotte trends, har de to unge iværksættere skabt et sneakerunivers, der nu får fysisk form midt i juleræset. Ifølge Ditlev Sawahata er målet at give kunderne en ny type købsoplevelse – direkte kontakt og personlig betjening.

”Vi glæder os til at møde vores kunder ansigt til ansigt. Det er noget helt andet end at drive forretning online,” siger han.

Emil Strande Andersen, der selv er vokset op i Lyngby, glæder sig også over den lokale forankring: ”Lyngby Storcenter er det oplagte sted at starte. Vi håber, det kan give os adgang til nye kundegrupper – især forældre, der er på udkig efter de helt rigtige julegaver.”

Iværksætteri og fællesskab

Letzsneak har bygget en forretning på passion og fællesskab omkring sneakers. Deres evne til at følge og forudse trends – både internationalt og lokalt – er en vigtig del af deres succes. Ifølge Emil bruger han bl.a. sin lillebror og dennes efterskolevenner som pejlemærke for, hvilke modeller der hitter i Danmark lige nu.

En vigtig platform for unge iværksættere

Hos Danske Shoppingcentre lægger man vægt på at skabe plads til netop den type initiativ. CCO Lotte Vestergaard Skou udtaler:

”Det er vigtigt for os at støtte danske iværksættere og give dem en platform side om side med etablerede brands. Det skaber en mere spændende og lokal købsoplevelse for kunderne, og forhåbentlig får Letzsneak blod på tanden til at etablere en permanent butik.”

Letzsneak pop-up butikken har åbent fra den 1. december og helt frem til årets udgang.

Fakta: Detail Startup 2024

  • Afholdes af Danske Shoppingcentre og Dansk Erhverv
  • Letzsneak vandt hovedpræmien inkl. en måneds leje i et storcenter, medlemskab af Dansk Erhverv, rådgivning fra Deloitte og MERK samt sparring om digital og fysisk tilstedeværelse
  • Ekstrapris gik til BANANA CPH, som bekæmper madspild med plantebaserede produkter

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Der bliver arbejdet i døgndrift for at få La Tre..

Billedet er fra et andet fællessangarrangement i sommer . Julestemningen..

Den lille sø i Furesøparken til højre . Fejlkommunikation førte..