valgpræsentation VSA – M

Spidskandidat Nicolai Eriksen

Moderaterne

VSA online har bedt de enkelte partier, der stiller op til kommunalvalget at præsentere partiets mærkesag på ca 300 ord. Alle artiklerne er blevet bragt i Virum-Sorgenfri Avis og bliver løbende præsenteret på VSA Online og på facebookgruppen KV25.

Tryghed, faglighed og fremtid i Lyngby-Taarbæk

I en verden præget af uro og usikkerhed er der brug for lokal stabilitet. I Virum og Sorgenfri mærker vi også presset – på skolerne, i ældreplejen og i vores dagligdag. Hos Moderaterne ønsker vi en kommune, der møder borgerne med tillid, faglighed og sund fornuft.

Vi står over for en reel udfordring: Hvordan sikrer vi kvalitet i velfærden, samtidig med at vi passer på økonomien? Svaret er ikke nødvendigvis flere midler – men bedre prioritering og færre benspænd. Vores medarbejdere i ældreplejen skal ikke bruge tid på kontrol og skemaer, men have frihed til at bruge deres faglighed og sunde dømmekraft. Den nye ældrelov giver mulighed for mere selvbestemmelse og bedre sammenhæng – lad os bruge den aktivt i vores kommune.

For børnefamilier skal daginstitutioner og skoler være præget af nærhed, kvalitet og kontinuitet – og af ledelse, der har tillid til medarbejdernes dømmekraft. Det handler om at skabe trygge rammer, hvor børn trives og lærer. Det gør os samtidig mere attraktive som arbejdsplads. For uden dygtige lærere, pædagoger og sundhedspersonale – ingen velfærd.

Derfor skal vi også tage arbejdskraftmanglen alvorligt. Det handler ikke kun om løn, men om faglig frihed, moderne arbejdsmiljøer og respekt for det daglige ansvar, medarbejderne løfter.

Vores kommune skal være nem at være borger i. Vi skal have mest mulig velfærd for pengene – og systemet skal være til for borgeren, ikke omvendt. Samtidig skal vi sikre, at vores byrum inviterer til fællesskab og aktivitet. Flere grønne og børnevenlige udearealer i Virum og Sorgenfri er ikke kun godt for familielivet – det styrker også vores lokale handelsliv og gør området mere attraktivt for nye borgere.

Tryghed og fremsyn går hånd i hånd. Det er vores løfte i Moderaterne.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Området vest for Helsingørmotorvejen er desværre endnu ikke blevet prioriteret..

VSA Online (Virum-Sorgenfri Avis) søger frivillig opsøgende journalistisk medarbejder. Vi..

Frederiksdal fribad. Foto: Hans-Jørgen Bundgaard . Sommeren er over os,..