Under overskriften: ”Viva la Vida!” – eller på dansk: ”Længe leve livet,” fortalte Dorte Futtrup, der siden 1990 har optrådt som professionel historiefortæller, om den mexicanske maler, Frida Kahlo, ved endnu et spændende arrangement på Lindegaarden søndag.
En lidenskabelig kunstner
Frida Kahlo, som levede fra 1907 til 1954, betragtes i dag både som en myte, en kultskikkelse og en politisk heltinde, men også som en lidenskabelig kunstner, der formidler såvel livssmerte og livsglæde via et markant malesprog, og hendes selvportrætter fremstår i dag som kraftfulde ikoner i moderne kunst.
Hendes værker er baseret på personlige erfaringer og var ofte chokerende i utilsløret portrættering af smerte og af kvinders barske liv.
Mange selvportrætter
Ikke færre end 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter, der rummer en personlig symbolik med grafiske, anatomiske referencer.
Hun var desuden påvirket af den indfødte mexicanske kultur, som hun illustrerede med lyse farver – med en blanding af realisme og symbolisme.
En sammensat baggrund
Frida Kahlos baggrund var en blanding af flere kulturer: Faderen var jøde, og moderen var af indiansk afstamning og stærkt troende katolik.
Datidens ”Jetset”
Magdalena Carmen Frieda Kahlo y Calderon, som hun var døbt, levede i et stormfuldt ægteskab med den noget ældre berømte mexicanske murmaler Diego Rivera, som hun ovenikøbet både blev gift med, skilt fra og så gift med igen, og hvis nogen undrer sig over, at bogstavet ”e” er forsvundet i den voksne Fridas navn, så er årsagen, at man følte, at stavemåden lå lidt for tæt på tysk, da nazismen kom til verden.
Parret havde omgang med mange kendte personer – bl.a. den franske forfatter, André Breton, Pablo Picasso, den fransk/amerikanske multikunstner Marcel Duchamp, Max Ernst og Nelson Rockefeller, som ønskede at få dekoreret sit center i New York af Diego Rivera.
Frida Kahlo var overbevist kommunist, og hun nåede at have en affære med den russiske aktivist Lev Trotskij, under hans asyl i Mexico, inden han blev likvideret af Stalin.
En guided tour
Frida Kahlos historie er således både dramatisk og eksotisk, og fortælleren havde valgt at tage tilhørerne med på en guided tour i det blå hus i Cayoacan, hvor kunstneren boede.
Det betød en kort sang til indledning, så vi alle var bragt til Mexico, og derefter fik vi en beskrivelse af det koboltblå hus, hvis farve var valgt for at holde onde ånder væk, mens husets røde vinduesrammer havde til formål at holde dødsenglen væk.
Vi kom godt rundt til de forskellige værelser i huset, og vi fik beskrevet rummene med deres indhold af fotografier af familien, dukker, krykker, billeder af Frida Kahlos mange helte, der alle kom fra den kommunistiske verden – samt naturligvis pensler og et staffeli med et portræt af Stalin samt en masse andre kunstværker.
Vi kom også med i køkkenet, der nærmest gav indtryk af, at der kort forinden var blevet lavet endnu en gang mad.
Vi hørte om det stormfulde ægteskab mellem Frida Kahlo og Diego Rivera, der var præget af dramatik og utroskab – ja, selv deres indbyrdes dialog fik vi dramatiske eksempler på.
Da de to mødtes, var der ingen tvivl om, at det var Diego Rivera, der var den største kunstner, men han indså snart, at Frida Kahlo havde så stort et talent, at han lovede at støtte hende, hvorefter de indgik en form for makkerskab og aldrig kom til at konkurrere mod hinanden, hvilket naturligvis blev en ”win-win-situation” for dem begge.
Dramatisering
Det, tilhørerne blev vidne til, var en slags dramatisering af parrets liv – opture og nedture – samt en gennemgang af deres kunstneriske baner, hvor Diego Rivera var langt mere international og efterspurgt end Frida Kahlo, der godt nok fulgte med sin ægtefælle til USA flere gange, men egentlig trivedes bedst hjemme i Mexico.
God oplevelse
En interessant, farverig, men også trist historie om en kvinde, som i en meget ung alder blev alvorligt invalideret og måtte døje med sine handicaps resten af sit korte liv – Frida Kahlo blev kun 47 år gammel, men alligevel er hun i dag ophøjet til ”nationalskat” af sit fædreland, Mexico.
En spændende eftermiddag
En spændende eftermiddag her på kvindernes internationale kampdag, men som en deltager sagde efter foredraget, så ville det sikkert have løftet tilhørernes oplevelse væsentligt, hvis forestillingen havde været ledsaget af nogle af de mange billeder, som man fik så indgående beskrevet af fortælleren – et udsagn, som LTA’s udsendte ikke er helt uenig i.
