I 2015 blev foreningen Vores Sorgenfri etableret af en gruppe borgere med tilknytning til området omkring Sorgenfri Torv. Baggrunden var en række borgermøder, som blev afholdt i forbindelse med lokalplanforslag, der lagde op til en omdannelse af torvet – herunder nedrivning af det gamle torv og opførelse af et større byggeri i stedet.
Lokalplanens ændringer medførte en øget bebyggelsesprocent, hvilket skabte bekymring blandt flere borgere om muligheden for omfattende og høj bebyggelse. Kritikken voksede yderligere i forbindelse med opførelsen af Hummeltofteparken, som nogle fandt for dominerende i forhold til nærområdet.
Siden da har området været genstand for flere forslag om ny bebyggelse, både fra kommunen og fra K/S Sorgenfri der ejer Sorgenfri Torv. Forslagene har generelt udnyttet den højere bebyggelsesprocent og indeholdt planer om blandet bolig- og erhvervsbyggeri. Dette har affødt debat, særligt omkring bebyggelsens indvirkning på områdets sammenhæng, arkitektur og trafikale forhold.
Vores Sorgenfri har i årene siden arbejdet for at fremme en bevarende tilgang til torvet og peger blandt andet på områdets eksisterende sociale og arkitektoniske kvaliteter. Foreningen fremhæver muligheden for renovering frem for nedrivning som en mere miljøvenlig løsning, der også tager hensyn til torvets oprindelige karakter.
I år markerer foreningen sit 10-års jubilæum og ønsker at fejre dette med områdets borgere. Jubilæet ses som en anledning til at samle folk og fortsætte dialogen om Sorgenfri Torvs fremtid.
Derfor inviteres alle til kaffe og lagkage i Greens Café lørdag, den 17. maj kl. 11-14




