Zelenskyjs besøg på Marienborg blev en dyr fornøjelse for Nybro Kro

Mortensaften skulle have været en af årets travle aftener på Nybro Kro, hvor der var dækket op til fuldt hus og gjort klar til at servere den traditionelle mortensand. Men den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg på Marienborg satte en brat stopper for festlighederne. Omfattende sikkerhedsforanstaltninger betød, at mange gæster aldrig nåede frem til kroen.

Mandag var der ingen på Nybro Kro, der havde den fjerneste anelse om, at Marienborg dagen efter skulle danne rammen om et prominent statsbesøg. Af sikkerhedsmæssige årsager blev besøget først offentliggjort tirsdag formiddag, og derefter gik det stærkt.

Pludselig blev der opstillet store betonklodser ved Sophienholm og Nybrogård Kollegiet, og adgangen til området omkring Marienborg blev stærkt begrænset.

Det skete netop på mortensaften, hvor Nybro Kro havde forberedt sig på en af årets store restaurantaftener.

Syv-otte borde stod tomme

For Nybro Kro fik det uventede besøg mærkbare økonomiske konsekvenser.

– Vi havde dækket op til en fuld kro, men endte med at have syv-otte borde stående tomme, fortæller kroens medejer Henrik Lotze til Lyngby-Taarbæk Avis.

Det var ganske vist lykkedes at indgå en aftale med politiet om, at gæsterne kunne få adgang til kroen til fods, og enkelte valgte da også at gå det sidste stykke. Men for mange andre blev besværet for stort.

Resultatet blev en række tomme borde og mange ænder, som allerede var indkøbt og forberedt, men som aldrig blev serveret.

Dermed blev en aften, der normalt skulle have været en god forretning, i stedet en økonomisk skuffelse.

Denne afspærring var udfor Sophienholm – en lignende var opstillet udfor Nybrogårdkollegiet

Forsøgte at finde en løsning

Henrik Lotze fortæller, at kroen forsøgte at finde en løsning sammen med politiet, så gæsterne fortsat kunne komme frem i bil.

Blandt andet foreslog man at flytte betonafspærringerne tættere på Mølleåen, så der kunne skabes adgang til kroens parkeringsmuligheder.

Men den løsning kunne ikke godkendes af sikkerhedsmæssige årsager.

Henrik Lotze understreger, at han har fuld forståelse for, at et besøg af den ukrainske præsident kræver et omfattende sikkerhedsopbud. Han mener dog, at afspærringerne denne gang var mere indgribende end ved tidligere besøg på Marienborg.

Ifølge Henrik Lotze skyldtes det blandt andet, at det denne gang var Københavns Politi, der stod for sikkerhedsplanlægningen. Han oplever, at Nordsjællands Politi ved tidligere arrangementer har været mere fleksible i forhold til adgangen til kroen.

Vil søge erstatning for tabet

For Nybro Kro er sagen dog ikke afsluttet.

Henrik Lotze har forsøgt at søge erstatning for det økonomiske tab, som de omfattende afspærringer medførte.

Han mener ikke, at det kan være rimeligt, at en lokal virksomhed skal betale prisen for, at Marienborg benyttes til internationale statsbesøg.

Selvom han anerkender nødvendigheden af at beskytte den ukrainske præsident, håber han, at der fremover kan findes løsninger, som også tager hensyn til de virksomheder, der ligger tæt på statsministerens embedsbolig.

For Nybro Kro blev mortensaften i hvert fald en aften, man sent vil glemme – men desværre ikke på grund af de mange gæster og den gode omsætning, man havde set frem til.

I stedet stod kroen tilbage med tomme borde, usolgte ænder og en regning, som Henrik Lotze mener, at kroen ikke burde stå alene med.

1 kommentarer

En reaktion

  1. Jeg håber det udløser erstatning. Det må alligevel være en meget lille udgift i forhold til de samlede omkostninger ved besøget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

En reaktion

  1. Jeg håber det udløser erstatning. Det må alligevel være en meget lille udgift i forhold til de samlede omkostninger ved besøget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Hvis du går i 8., 9. eller 10. klasse og..

Elever fra Kongevejens Skole, som sammen med andre elever fra..

Der bliver både smukke melodier, stemningsfulde julesange og mulighed for..