Bogarrangement i Virum: Den ukendte historie om Jørgen Leth og Polen

(foto: Jacob Dammas / JDMedia)

.

De færreste ved, at Jørgen Leth som endnu studerende og ung lokal reporter rejste fra Aarhus til Warszawa i 1958 under Den Kolde Krig for at ledsage århusianske Louis Hjulmands jazzkvartet til en festival på den anden side af jerntæppet. For Jørgen Leth blev det starten på en livslang forbindelse til Polen.

Det kan man høre mere om ved et arrangement i Virum den 14. marts, hvor bogen ”Jørgen Leth og Polen” er samtaleemne. Programmet byder på videoklip med Jørgen Leth, der læser op, interview med ham, diasshow samt dansk-polsk jazzmusik.

Historien om Jørgen Leth og Polen er formentlig ukendt for de fleste. Den nye bog ”Jørgen Leth og Polen” med hans unikke tekster om landet mod øst tager læseren med tilbage til slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne på kulturscenen i efterkrigstidens Warszawa og Krakow. Her mødte og skrev Jørgen Leth om nyskabende polske jazzmusikere, forfattere samt film- og teaterfolk, der trodsede kommunismen.

Det blev efter eget udsagn hans ”formative år” som kulturjournalist og spirende digter og filmskaber. Polen forblev en livslang inspiration for ham.

Gennem tidlige avisreportager (1958-1963), første digte (1962, 1964), senere erindringsessays (2007, 2015) samt historiske fotos og et interview fra 2025 med Jørgen Leth – alt sammen med forbindelse til Polen – giver bogen indblik i en mindre kendt side af multikunstneren og et sjældent blik på nabolandet set gennem hans øjne.

Jørgen Leth, Józefina Jarmuzewska, Jacob Dammas møde i København maj 2024 (foto: JDMedia)

Det er de to kulturildsjæle, danske Jacob Dammas (født og opvokset i Virum) og polske Józefina Jarmużewska, som har initieret, redigeret og udgivet bogen i tæt dialog med Jørgen Leth. Han nåede at se bogen inden premieren på Bogforum i Bella Centret i november sidste år, hvor den blev præsenteret som del af en hyldest til Jørgen Leth, der gik bort den 29. september i en alder af 88 år.

I Virum kan publikum møde det dansk-polske par under et arrangement i Greens Boghandel og Kaffebar lørdag den 14. marts kl. 14.30-15.15. Her vil de i samtale fortælle historien om Jørgen Leths Polen. Arrangementet suppleres med videoklip af Jørgen Leth, der læser tekstuddrag op under bogens tilblivelse, interview med ham om Polen samt visning af billeder fra bogen og afspilning af jazzmusikstykker fra 1963.

Musikken er foranlediget af Jørgen Leth og komponeret og udført af den århusianske vibrafonist Louis Hjulmand og den polske, verdensberømte pianist Krzysztof Komeda, som Jørgen Leth blev nære venner med.

Læs mere om bogen på www.jørgenlethogpolen.dk.

”Jørgen Leth og Polen” – bog- og multimediearrangement
Greens Boghandel og Kaffebar, Sorgenfri Torv 20, 2830 Virum
Lørdag 14. marts kl. 14.30-15.15
Tilmelding i butikken eller på mail info@greensboghandel.dk
Entré: 50 kr. / gratis for Greens bogaktionærer
Bogen sælges ved arrangementet.

Arrangør: JDMedia i samarbejde med Greens Boghandel og Kaffebar
Pressekontakt: Jacob Dammas, jacob@jdmedia.dk, +45 61 33 51 17

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

I uge 13 smelter fodboldverden og balletverdenen sammen, når Den..

Foto: BPN-foto Lørdag formiddag måtte Beredskab Øst, station Lyngby, rykke..

Bertram, Jeppe og Joshua fra 3m årgang 2016 med Pia..