Den nye kommunalbestyrelse har konstitueret sig – men hvordan?

For nylig blev den nye kommunalbestyrelse samt sammensætningen af de syv politiske udvalg præsenteret her i avisen. Selvom det kan være en kompleks opgave at få alle brikkerne til at falde på plads, er det nu lykkedes, og konstitueringen skal blot formelt godkendes ved en afstemning den 1. december.

En væsentlig forskel fra sidste periode er, at Det Konservative Folkeparti ikke længere har absolut flertal. Det betyder, at de nu skal have støtte fra mindst to medlemmer fra andre partier for at få vedtaget et punkt.
Selvom dette måske umiddelbart ikke lyder betydningsfuldt, åbner det i praksis op for, at andre partier kan gennemføre politik uden konservativt flertal – en markant ændring i det politiske landskab.

Der er sket visse ændringer i udvalgenes navne og ansvarsområder. Vi har set lidt på hvordan de nye udvalg ser ud. Vi har bl.a. spurgt borgmester Sofia Osmani hvordan tingene hænger sammen.

Et af de nye udvalg er Børne- og Uddannelsesudvalget, som samler både dagtilbud og skoleområdet under ét. Det tidligere Dagtilbudsudvalg og Skoleudvalg er blevet lagt sammen til et udvalg. Derudover er der oprettet et særskilt udvalg for børn med særlige behov – §17.4-udvalget for det specialiserede børneområde – som skal sikre øget fokus på dette område, der har været genstand for kritik i den seneste periode.
Ifølge Sofia Osmani er der endnu ikke formuleret en strategi for dette udvalg – det bliver en opgave for de kommende medlemmer.

Ældre- og Omsorgsudvalget har skiftet navn til Ældre- og Sundhedsudvalget, og det vil have stor bevågenhed, særligt i lyset af den seneste kritik af hjemmepleje og ældrepleje.
Også Forebyggelses- og Socialudvalget har ændret navn og hedder nu Beskæftigelses- og Socialudvalget – et signal om, at beskæftigelse nu også er en del af udvalgets opgaver, mens forebyggelse forventes at være et fortsat fokusområde.

Teknikudvalget er blevet til Teknik- og Miljøudvalget, hvilket bl.a. betyder, at det tidligere §17 stk. 4-udvalg om bæredygtighed nedlægges, og hele miljøområdet – inklusiv bæredygtighed – overgår til det nye udvalg.

Byplanudvalget og Kultur- og fritidsudvalget har ikke ændret navn og indhold.

Fordelingen af udvalgsposter har været en udfordring, men Sofia Osmani understreger, at målet har været at sikre en bredt funderet kommunalbestyrelse. Alle partier har fået en plads i Økonomiudvalget, og der er sket en rimelig fordeling af formands- og næstformandsposter. Selvom Det Konservative Folkeparti sidder som formand for 4 af de 7 udvalg, præciserer Sofia Osmani, at det reelt svarer til 3,5, idet formandsposten i Teknik- og Miljøudvalget skifter midt i perioden fra Konservative til Radikale.

Med ni konservative mandater og tre fra De Radikale som allerede inden valget fortalte at de bakkede op om Sofia som Borgmester, kunne Sofia Osmani reelt have skabt en langt mere ensidig fordeling, men hun har valgt en tilgang, der fremmer samarbejde på tværs af partierne. Hun udtaler:

”Når alle partierne har pladser i økonomiudvalget, er det fordi, der er lavet en bred konstituering. C har valgt at afgive pladser i økonomiudvalget, og alle partier har dermed fået en plads – noget ellers kun C, B, F og A har mulighed for at stemme sig til.”

Hun tilføjer, at nogle partier har fået flere formands- og næstformandsposter, end de ellers kunne stemme sig til, som led i den brede konstitueringsaftale. Formandsposterne og næstformandsposterne er altså kun én del af det samlede billede.
Økonomiudvalget vælger ikke formand her er borgmesteren “født” formand.
Posten som borgmester vælges separat, ligesom første og anden viceborgmester vælges under forholdstalsvalg – hvilket sikrer, at et snævert flertal ikke kan dominere begge poster.

Alt i alt tyder det på, at de fleste medlemmer af kommunalbestyrelsen er tilfredse med fordelingen. Naturligvis vil der altid være nogen, som kunne have ønsket en anden fordeling, men sammenlignet med de problemer, mange andre kommuner oplever, må man sige, at denne konstituering er forløbet forholdsvis gnidningsfrit. Det lover godt for samarbejdsklimaet i de kommende fire år, hvor alle skal kunne arbejde sammen til stor gavn for borgerne.

For at du kan forholde dig til konstitueringen, kan du se valgresultatet her:

PartiStemmetalÆndring i stemmetalProcentÆndring i procent
A. Socialdemokratiet3.345-52110,4%-2,1%
B. Radikale Venstre4.011+85212,5%+2,2%
C. Det Konservative Folkeparti13.592-57742,4%-3,7%
F. SF – Socialistisk Folkeparti4.275-5213,3%-0,7%
I. Liberal Alliance1.484+9294,6%+2,8%
O. Dansk Folkeparti1.237+9023,9%+2,8%
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti1.606-75,0%-0,2%
Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne1.770+1965,5%+0,4%

(Kun partier der blev valgt ind er med på oversigten)

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Der bliver arbejdet i døgndrift for at få La Tre..

Billedet er fra et andet fællessangarrangement i sommer . Julestemningen..

Den lille sø i Furesøparken til højre . Fejlkommunikation førte..