Mira Jensen
.
ÆldreSagens Bisiddergruppe har besøgt Mira Petersen på 95 år, der indtil for nylig har været aktiv bisidder
i vores gruppe. Mira bor i Sorgenfri og har været bisidder i 25 år.
Hvorfor meldte du dig til bisidderjobbet?
Efter at være blevet pensionist fra et job som direktionssekretær havde både min mand og jeg overskud i det daglige, og jeg kastede mig over Virumgårds Venner, der arrangerede foredrag og musik for beboerne.
Da ÆldreSagen søgte personer, der havde lyst til at være med i en nystartet bisiddergruppe, tænkte jeg, at det var noget for mig. Jeg meldte mig og har været med siden. Opgaven var at være med til de svære møder som en støtte.
Hvilke opgaver har gjort indtryk på dig?
Der er 2 opgaver, jeg straks kommer til at tænke på.
Det var begge uoverensstemmelser mellem personer i lejligheder, hvor lejerforeningen indkaldte til møde.
Det handlede om, at der blev klaget over støj fra den ene person.
Ved det første møde dukkede personen slet ikke op, og næste gang var det godt, at jeg var med, for det var ret ubehagelig, og vi blev alle klar over, at der var tale om et psykisk problem, som ikke kunne løses af lejerforeningen.
Løsningen blev at begge personer fik en ny lejlighed væk fra hinanden.
Den anden opgave var en borger, der havde bedt om et møde med borgmesteren, som hun havde fået bevilget. Borgmesteren kunne ikke rigtig gå ind i det særlige område, men henviste personen til den rette forvaltning.
Når jeg husker det så tydeligt, var det fordi jeg havde en perlekrans på, som gik i stykker og pludselig lå vi alle på gulvet og samlede perler sammen.
Sådan kan der blødes op for en spændt situation, men det var nu ikke med vilje.
Andre opgaver var nemmere. Det har været ledsagelse til læge, bank eller hospital, hvor det mere handlede om transport og støtte. Borgerne som jeg har hjulpet, har alle været meget taknemmelige for den hjælp, de har fået.
Har du kunnet bruge noget fra dit tidligere arbejdsliv i jobbet som bisidder?
Jeg har arbejdet meget med mennesker og de livserfaringer hjælper, så jeg altid har kunnet finde emner at tale med borgerne om, så vi fik en god tid sammen.
Har jobbet ændret sig i de 25 år, hvor du har været med?
Nej, det synes jeg egentlig ikke.
Når jeg fik en opgave mødtes vi ofte en halv time før, så vi kunne gå opgaven igennem og finde ud af,
hvad vi skulle have ud af mødet.
Bagefter talte vi om, hvad der var besluttet, og hvad borgeren skulle gå videre med.
Så var min opgave slut, og hvis der var brug for mere hjælp, måtte borgeren ringe igen.
Sådan foregår det også nu.
Tror du, at der er behov for bisidderne i vores kommune?
Ja, også i Lyngby-Taarbæk kommune, er der personer, der har brug for hjælp, men mange kender ikke til,
at der er mulighed for at få hjælp.
Hvordan skal borgerne præsenteres for vores tilbud?
Der skal være artikler og foldere i alle aviser og blade i vores område.
På biblioteker, hos læger, tandlæger, på rådhuset og alle steder hvor ældre kommer, skal der ligge en folder.
Til spisearrangementer og alle andre arrangementer for ældre, bør der møde en person, som kan fortælle om bisidderne.
Giv alle beboere i ældreboliger en orientering om vores tilbud.
Hvad har været det gode ved at være bisidder?
Det bedste har været, at vi gør andre glade og taknemmelige.
Man bliver selv glad, når man har løst en opgave.
TAK fordi jeg måtte tale med dig om dine erfaringer.
Har du brug for en bisidder, så ring til Solveig Andreasen – mobil 5015 3300.








