Bevogtning efter branden på Virumgårdsvej foretages af politihjemmeværnet, da det betragtes som et gerningssted
Men hvad er politihjemmeværnet egentlig for noget?
Mange kender os sikkert på de gule veste. Som i øvrigt er lovpligtigt når vi arbejder på vejen. Og ligeså mange kender os når vi regulerer trafikken i forbindelse med større sportsarrangementer, som for eksempel Post Nord Danmark Rundt, det lokale ½ maraton, KMD Ironman.
Men det er kun toppen af isbjerget. Senest var vi ude til branden på Virumgårdsvej, hvor vi bevogtede brandstedet fra søndag kl. 01.30 til mandag kl. 10.00, hvor politiet tog over. Grunden til bevogtningen skyldes at det var at betragte som et gerningssted der skulle undersøges af politiets teknikere. Ofte kommer beboere tæt på, hvor vi er med kaffe til os, i dette tilfælde var det DP Autoteknik der bragte kaffe til os.
Vi er alle sammen uddannede soldater med minimum hærens grunduddannelse, dertil kommer for politihjemmeværnets vedkommende nogle tillægsuddannelser som politifunktionsuddannelse og kursus i færdselsregulering, alt forestået af Nordsjællands Politi.
Så kort fortalt er vi en hjælp til politiet så de kan få frigivet ressourcer til andre opgaver.
Ofte vil man også kunne møde os i politiets patruljevogne, hvor afspærring med blå blink er på krævet.
Kunne du tænke dig at være med i hjemmeværnet
Vi kan jo som så mange andre frivillige organisationer godt bruge flere medlemmer. Kravene er at man skal have en ren straffeattest. Har du aftjent din værnepligt kan du indtræde med det samme efter et kort kursus om Hjemmeværnet. Har du ikke aftjent din værnepligt skal du på et grundskole forløb hvor du får den nødvendige uddannelse.
Vi vil gerne have flere kolleger af begge køn og du behøver ikke at være ganske ung, vi kan også bruge folk lidt op i alderen.
Vil du høre nærmere kan du kontakte mig på 239170@hjv.dk