Dorte Ulrik døber Elektra. Foto: Joan Luthmann
.
Lyngby Dameroklub har fået opfyldt en drøm om en ny følgebåd. Trænerne kan fra båden instruere roerne og hjælpe roere, der er kommet i knibe på vandet.
Det stod højt på ønskelisten, at den nye følgebåd skulle være mere miljøvenlig og støjsvag end den gamle båd med benzinmotor. Valget faldt derfor på en katamaran-følgebåd med el-motor. Udover de miljømæssige fordele håber vi også, at det viser sig at være en mere mekanisk stabil løsning og en lettelse for klubben rent vedligeholdelsesmæssigt. Fremtiden vil vise om båden kan leve op til alle forventningerne.
Indkøbet af båden er blandt klubbens dyreste anskaffelser, og det havde ikke været muligt uden donationerne fra Den A.P. Møllerske Støttefond, DIF og DGI’s foreningspulje, Fogs Fond, Nordea-fonden, Sparekassen Danmark og Velux Fonden. Flere af disse fonde har vi i klubben også tidligere fået donationer fra, og vi er taknemmelige over, at fondene endnu engang har været villige til at yde støtte til det lokale foreningsliv.

Til standerstrygningen, søndag den 25. oktober, kunne et af vores medlemmer, Dorte Ulrik, så holde dåbstalen. Meget passende blev båden døbt ”Elektra”. Et navn fra den græske mytologi, hvor Elektra var én af havnymferne, som i de gamle fortællinger blev forbundet med omsorg og beskyttelse, når såvel unge som ældre søfolk havde brug for hjælp. På vores søer vil båden blive anvendt til træning af alle vores roere og i sikkerhedsøjemed.
Vi ser frem til at tage båden i brug og få erfaringer med både den daglig anvendelse og med vedligeholdelse af båd og motor. Erfaringer, som vi også gerne deler med de øvrige vandsportklubber omkring Lyngby og Bagsværd Sø, som kunne få brug for at forny deres følgebåde.









