Innargi har modtaget tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi ved Virum. Tilladelsen er givet af Energistyrelsen og er en forudsætning for, at Vestforbrænding og Innargi kan gennemføre deres fælles ambition om at forsyne nye fjernvarmeområder i Virum ved hjælp af geotermisk varme.
Vestforbrænding er Danmarks største affaldsenergiselskab og betjener omkring 1 million borgere i 19 sjællandske kommuner. Som led i varmeudrulningen Varmeplan 2030, skal 39.000 husstande have mulighed for at konvertere fra gas- og oliefyr til fjernvarme – og geotermi bliver en central varmekilde i den plan.

Varme til 10.000 husstande
Det planlagte geotermianlæg i Virum skal kunne forsyne op mod 10.000 husstande med klimavenlig fjernvarme. Innargi skal stå for boring, etablering og drift af anlægget, mens Vestforbrænding vil distribuere varmen gennem sit fjernvarmenet.
”Vi er meget tilfredse med, at Innargi nu har modtaget tilladelse fra Energistyrelsen – helt som forventet. Det bringer os et skridt tættere på at kunne sikre den nødvendige varme til nye kunder i Virum fra geotermi,” siger Per Wulff, områdechef for Strategisk Energiudvikling i Vestforbrænding.

2.300 meter dybe boringer
I Virum skal der bores ned til Bunter sandstensreservoiret i cirka 2.300 meters dybde, hvor vandet har en temperatur på ca. 73 grader Celsius. Vandet pumpes op, varmen overføres til fjernvarmenettet via varmevekslere og varmepumper, og det afkølede vand sendes derefter tilbage til undergrunden til naturlig genopvarmning.
”Vi har valgt at bore efter det Triassiske Bunter sandstensreservoir, fordi vi ved fra boringer og produktion på Margretheholm på Amager, at det har gode geotermiske egenskaber. Reservoiret Gassum er også en mulighed, men ligger lavere og har 10-15 grader lavere temperatur – vi har brug for temperaturer mellem 60 og 80 grader Celsius,” forklarer Anders Ørskov Madsen, undergrundschef i Innargi.
Geotermi er en stabil og lokal varmekilde, som kan bidrage til at reducere afhængigheden af fossile brændsler. Med tilladelsen styrkes samarbejdet mellem Innargi og Vestforbrænding, og den første varme forventes leveret til forbrugerne inden udgangen af 2028.
Om Innargi
Innargi finansierer, udvikler, bygger og driver store geotermiske varmeanlæg for fjernvarmeselskaber. Selskabet er grundlagt af A.P. Møller Holding A/S og ejet af A.P. Møller Holding, ATP og NRG.

Men hvor præcis skal anlægget ligge?
I forbindelse med denne pressemeddelelse har vi kontaktet Conny Lagergreen Schmidt fra Innargi.
Vi ville gerne høre hvor præcis man har fundet ud af anlægget skal ligge.
Da det sidst var fremme med disse boringer, var der en del usikkerhed om hvor anlægget skulle ligge, men dengang ville Innargi ikke helt konkret fortælle hvor anlægget skulle pklaceres, hvorfor mange mindre virksomhedsejere var nervøse for evt ekspropriering.
Innargi gjorde dog opmærksom på at man ikke ved etableringen ville skade lokale virksomheder.
Conny Lagermann Schmidt ville ikke sætte sig helt fast på et bestemt område, men Virumvej 43 er foreløbig i spil (TDC-Grunden) – en grund som er ejet af ATP og som allerede tidligere har været nævnt, men hun understreger at der endnu ikke er 100% afklaring om placeringen.

Virumvej 43






En reaktion
Hvorfor bruger man ikke den grund på Kongevejen ved siden af p-pladsen og Car House? Den ligger perfekt ved siden af motorvejen og ikke klods op af naboer,næ så hellere mase et kæmpe projekt ned på Virumvej/Virumgårdsvej hvor man vil genere en masse mennesker.🤬ER DER EN VOKSEN TIL STEDE…