Der har i en periode været forholdsvis stille omkring planerne om geotermi på Virumgård. Men bag kulisserne arbejdes der fortsat med projektet, og det første møde i den nedsatte følgegruppe er afholdt. Mødet og det efterfølgende referat rejser imidlertid en række spørgsmål om både placeringen, borgerinddragelsen og det fremtidige behov for varmeproduktion. Er alle muligheder reelt undersøgt, eller har man allerede lagt sig fast på, at anlægget skal placeres på Virumgård?
Følgegruppen er kommet i gang
Det første møde i følgegruppen omkring geotermiprojektet på Virumgård har for nylig fundet sted. Her deltog repræsentanter for områdets interessenter, en række kommunale medarbejdere samt repræsentanter fra Vestforbrænding og Innargi.
Lyngby-Taarbæk Avis har gennemgået referatet og efterfølgende været i kontakt med flere af mødedeltagerne. Flere peger på, at referatet indeholder fejl og unøjagtigheder, som forventes behandlet og rettet på det kommende møde.
Avisen bringer referatet i sin fulde længde som bilag til artiklen, så læserne selv kan danne sig et indtryk af drøftelserne.
Men allerede nu er der en række forhold, som fortjener nærmere opmærksomhed.

Hvorfor er den tredje fodboldbane ikke med?
Et af de mest bemærkelsesværdige forhold er, at den tredje fodboldbane på Virumgård tilsyneladende ikke indgår blandt de placeringer, der blev præsenteret for følgegruppen.
Banen har efter det oplyste kun i begrænset omfang været anvendt til fodbold gennem de seneste mange år. I dag benyttes området især til hundeluftning, og den har ikke mere størrelsen til en fodboldbane.
Umiddelbart forekommer arealet ellers at have flere fordele. Det har en størrelse, der kan være relevant for projektet, adgangsforholdene synes bedre end ved flere af de øvrige placeringer, og ikke mindst ligger området, så færre boliger umiddelbart vil blive berørt.
Det betyder naturligvis ikke, at placeringen nødvendigvis er ideel, men det forekommer oplagt, at den som minimum burde indgå i en samlet undersøgelse.
Der har været nævnt mulige fremtidige planer om at Lyngby-Taarbæk Forsyning anvende arealet til håndtering af overløb og oversvømmelser. Men spørgsmålet er, om sådanne løsninger ikke vil kunne indarbejdes i en samlet planlægning, også hvis arealet anvendes til geotermi.
Det rejser et mere principielt spørgsmål: Hvor reel er borgerinddragelsen, hvis følgegruppen alene bliver præsenteret for et begrænset antal på forhånd udvalgte placeringer?
Fredskoven ved skaterbanen – en realistisk mulighed?

Blandt de nævnte muligheder er også et område ved skaterbanen, hvor en mindre fredskov indgår i overvejelserne.
Her er der flere forhold, som umiddelbart gør placeringen problematisk.
Et geotermiprojekt kræver omfattende anlægsarbejder med tung trafik til og fra boreområdet. I flere måneder vil der kunne være behov for transporter med store lastbiler, materialer og teknisk udstyr.
Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan denne trafik skal kunne afvikles i området uden betydelige gener for de omkringboende og naturen.
Samtidig rejser placeringen spørgsmål om hensynet til fredskoven, der er omfattet af særlige beskyttelsesregler.
Geotermi kan være en vigtig del af fremtidens grønne energiforsyning, men det betyder ikke, at enhver placering er hensigtsmæssig.
Ser man på kortet som var medbragt til mødet med følgegruppen er ingen af de 6 områder relevante. Nr. 1-2-5-6 må ses som irrelevant da de alle berører fredsskov og 3-4 er heller ikke realistiske da vi de tidligere er blevet afvist da boringerne ligger for tæt på S-banen, (kommentar fra borgermødet)

Den grønne omstilling skal også tage hensyn til de mennesker og naturområder, der bliver berørt.
Har man planlagt i den forkerte rækkefølge?
Et andet centralt spørgsmål er, om projektets planlægning er foregået i den mest hensigtsmæssige rækkefølge.
Normalt ville det være nærliggende først at undersøge, hvor den nødvendige varmeproduktion bedst kan etableres, og derefter tilrettelægge ledningsnettet efter dette.
I den aktuelle sag kan det imidlertid give indtryk af, at man først har etableret fjernvarmeledningerne og efterfølgende skal finde en placering til den supplerende varmeproduktion.
Et gennemgående argument for placeringen på Virumgård har været nærheden til hovedledningen i Kongevejen.
Men kunne man have valgt en anden ledningsføring, hvis placeringen af geotermianlægget var blevet afklaret tidligere?
Og er der andre egnede områder i nærheden af hovedledningen, som endnu ikke er undersøgt tilstrækkeligt?
Flere borgere har allerede arbejdet og arbejder stadig med alternative forslag og forsøgt at undersøge andre mulige placeringer. Disse initiativer bør naturligvis indgå i det videre arbejde.
Man kan spørge sig selv, Hvorfor er det borgerne og ikke kommunen der arbejder udfra disse muligheder.?
Er behovet for fjernvarme stadig det samme?
Der er også grund til at se nærmere på selve behovet for den planlagte varmeproduktion.
Lyngby-Taarbæk Avis har været i kontakt med Vestforbrænding, som oplyser, at tilslutningen til den fjernvarmeudbygning, der nu næsten er afsluttet i Sorgenfri og dele af Virum, har været omkring 75 procent.
Det giver også mening med den høje tilslutningsprocent i et meget tæt lavt byggeri med mange rækkehuse tæt på hinanden.
Tilslutningen afhænger ifølge Vestforbænding (Projektforslag for fjernvarme etape 2 fra 2024)
“Risiko for lavere tilslutning
Det er forudsat, at nettet til etape 2 udbygges i perioden 2026-2029. De sidste distributionsledninger anlægges således i 2029 (senest 5 år efter godkendelsen). Det er forudsat, at der opnås
en starttilslutning på 60% og, at de resterende kunder tilsluttes jævnt op til 95% af potentialet i
2035.
For den kommende etape, der blandt andet omfatter Furesøkvarteret, ligger den foreløbige tilslutning på omkring 60 procent. Samtidig fik vi oplyst at der p.t. er 28 % der har installeret varmepumpe.
Men disse tal er ikke nødvendigvis endelige.
Vestforbrænding oplyser, at der både kan komme yderligere tilslutninger, og at nogle borgere kan vælge at falde fra.
Samtidig har omkring 26 procent efter de oplyste tal allerede installeret varmepumper (Kilde: Vestforbrænding). Det er en udvikling, som løbende ændrer forudsætningerne, efterhånden som ejendomme skifter ejere, og eksisterende gasfyr bliver udskiftet.
Derfor er det relevant at spørge, om de oprindelige beregninger fortsat giver et retvisende billede af behovet.
I Rudersdal Kommune er fjernvarmeprojekter blevet opgivet, blandt andet på grund af udfordringer med at skaffe tilstrækkelig varme. Man kan spørge sig selv om man ikke her er i samme situation, da man reelt ikke kan skaffe geotermi uden store indgreb hos borgerne.
Også i Gentofte har ændrede økonomiske forudsætninger ifølge de foreliggende oplysninger ført til, at et projekt er blevet stoppet, hvilket i øvrigt gør at Taarbæk her i kommunen, ikke kan blive tilsluttet fjernvarme.
Det understreger betydningen af, at økonomi og varmebehov løbende vurderes.
Før man gennemfører et omfattende geotermiprojekt midt i et boligområde, bør der derfor foreligge opdaterede beregninger, som dokumenterer både behovet og projektets rentabilitet – også når de kommende etaper af fjernvarmeudbygningen medregnes.

En tank på op til 27 meter?
Et andet forhold, som har givet anledning til bekymring, er oplysninger om en større VAK-tank i tilknytning til anlægget.
Der har været omtalt en tank med en højde på ni meter, men samtidig er der fremkommet oplysninger om, at der muligvis kan blive behov for en betydeligt højere konstruktion – i værste fald op til 27 meter, hvis de nødvendige dispensationer kan opnås. Teknisk set vil en VAK tank på 9 meter ikke være stor nok til at kom- pensere 10.000 husstande.
Man kan også føle det lidt underligt at denne tank ikke blev nævnt i forbindelse med borgermødet og heller ikke var nævnt i dagsordenen for følgegruppemødet, men først kom frem her da en kritisk mødedeltager forespurgte om tanken.
Det er endnu et forhold, som kræver en præcis afklaring.
Til sammenligning er Rundetårn i København omkring 35 meter højt.
En tank på 27 meter vil derfor kunne blive et ganske markant element i landskabet og potentielt være synlig på lang afstand.
Under følgegruppens møde blev området på Virumgårdsvej efter det oplyste omtalt som et industriområde. En af deltagerne gjorde imidlertid opmærksom på, at der rettelig er tale om et erhvervsområde.
Det er ikke nødvendigvis en uvæsentlig sproglig forskel.
Virumgårdsvej er ikke præget af tung industri, men af mindre virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende tæt på eksisterende boligområder.
En stor teknisk installation kan måske indpasses i et egentligt industriområde, men det er noget andet at placere den i et mindre erhvervsområde omgivet af boliger.
På samme måde er der grund til at være præcis i omtalen af fredskoven, som flere gange er blevet betegnet som en grønning.
Når borgerne skal tage stilling til et projekt af denne størrelse, er det vigtigt, at både arealernes karakter og installationernes omfang bliver beskrevet korrekt.

Bekymrede borgere henvender sig til avisen
Lyngby-Taarbæk Avis har gennem den seneste tid haft besøg af flere borgere, som udtrykker bekymring over projektet og den måde, planlægningen foregår på.
Flere har forsøgt at få mere præcise oplysninger om de forskellige arealer og har selv undersøgt muligheden for alternative placeringer.
Et gennemgående spørgsmål er, hvorfor man tilsyneladende fastholder Virumgård som det naturlige udgangspunkt, når der efter borgernes opfattelse kan være andre muligheder i nærheden af fjernvarmens hovedledning.
Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at alle alternative forslag kan realiseres.
Men det bør være en selvfølge, at forslagene bliver undersøgt og vurderet ud fra de samme kriterier som de placeringer, der allerede er udpeget.
Borgerinddragelse handler ikke alene om at orientere om et projekt. Det handler også om at være villig til at ændre projektet, hvis der viser sig bedre løsninger.
Et område med 4.500 beboere
Virumgård er ikke et isoleret erhvervs- eller industriområde.
Det er et område med omfattende lav boligbebyggelse og omkring 4.500 borgere. Her findes både almindelige boliger, ældreboliger, plejehjem, skoler og institutioner.
En del af beboerne er ældre eller har særlige behov, og flere af områdets veje og adgangsforhold er ikke indrettet til længerevarende tung anlægstrafik.
Derfor må konsekvenserne af et stort boreprojekt vurderes særdeles grundigt.
Det gælder både støj, trafik, adgangsforhold, naturindgreb og de permanente installationer, som bliver tilbage, når borearbejdet er afsluttet.
Med et befolkningsgrundlag på omkring 4.500 mennesker er der tale om et område, der rummer knap ti procent af kommunens indbyggere. Det betyder ikke, at alle bliver direkte berørt, men det illustrerer, hvor mange mennesker der bor i projektets nærområde.
Netop derfor er det vigtigt, at man ikke alene ser på de tekniske muligheder, men også på de samlede konsekvenser for lokalsamfundet.

Hvad sker der med vejene efter fjernvarmearbejdet?
Den omfattende fjernvarmeudbygning rejser også spørgsmål om de kommunale vejes fremtidige tilstand.
Projektet bliver ofte fremhævet som udgiftsneutralt for kommunen, men det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke opstår følgevirkninger.
Lyngby-Taarbæk Avis har ved en henvendelse til forvaltningen fået oplyst, at de mange veje, som bliver gravet op i forbindelse med fjernvarmearbejdet, som udgangspunkt retableres med lapninger af Vestforbænding..
Egentlig ny asfaltbelægning vil primært komme på tale på større trafikveje. Det er her Lyngby-Taarbæk Kommune der skal finansiere det.
På de mindre boligveje må beboerne derfor i mange tilfælde leve med de synlige reparationer efter gravearbejdet.
Der er efter de modtagne oplysninger ikke afsat særskilte midler til en generel nyasfaltering af de berørte veje. En mere omfattende istandsættelse må derfor forventes at ske over en længere årrække.
Det er endnu et forhold, der bør indgå, når de samlede konsekvenser af fjernvarmeudbygningen skal vurderes.
Tid til at se på projektet med friske øjne
Der er ingen tvivl om, at geotermi kan blive en vigtig del af fremtidens varmeforsyning.
Men et projekt af denne størrelse skal ikke alene være teknisk muligt. Det skal også være økonomisk fornuftigt, miljømæssigt forsvarligt og gennemføres med størst muligt hensyn til de berørte borgere.
Sagen om Virumgård rejser derfor en række spørgsmål, som endnu ikke synes tilstrækkeligt afklaret.
Er behovet for varmeproduktionen stadig det samme, når der tages højde for den aktuelle fjernvarmetilslutning og den stigende udbredelse af varmepumper?
Er alle relevante placeringer blevet undersøgt, herunder den tredje fodboldbane og muligheder uden for Virumgård?
Hvilke konsekvenser får projektet for fredskoven, boligområderne og de lokale trafikforhold?
Og hvor store bliver de permanente installationer i virkeligheden?
Inden projektet er endelig vedtaget, skal en af årsagerne jo ikke være at vestforbrænding allerede har investeret
i et areal og nogle bygninger til anlægget
Det er spørgsmål, som både kommunen, Vestforbrænding og Innargi bør give klare og dokumenterede svar på.
Der er brug for reel borgerinddragelse, hvor alle realistiske muligheder bliver vurderet – ikke blot en dialog om nogle få på forhånd udvalgte placeringer.
Måske viser det sig, at Virumgård er den bedste løsning. Men det bør først kunne konkluderes, når alternativerne er undersøgt grundigt, og når det er dokumenteret, at der fortsat er et reelt behov for anlægget.
Den grønne omstilling er vigtig, men den skal gennemføres med omtanke.
Det må være muligt at finde en løsning, hvor hensynet til fremtidens energiforsyning går hånd i hånd med hensynet til de borgere, som skal leve med konsekvenserne.
Inden projektet fortsætter, bør man derfor stoppe op, genberegne behovet og undersøge, om der findes en bedre placering.
Det vil være i både borgernes, kommunens og projektets egen interesse.
Bilag:
Vestforbrænding, projektforslag for fjernvarme, etape 2
Program for 1. følgegruppemøde – geotermi








