På landsplan stiger antallet af indbrud i private hjem. Men det gælder ikke i Lyngby-Taarbæk, hvor tallet tværtimod falder.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i første kvartal i år var seks pct. flere indbrud i private danske hjem end i første kvartal i 2025.
Lokalt er der store forskelle – nogle steder har man oplevet væsentligt flere indbrud end i samme periode sidste år, mens man andre steder har været mindre ramt.
I Lyngby-Taarbæk var der 71 indbrud i første kvartal i år – mod 84 året før. Altså et fald på 15 pct.
Billedet for nabokommunerne ser sådan ud:
Rudersdal havde 67 pct. flere indbrud, i Furesø var tallet uændret i forhold til 2025, i Gentofte var der et fald på 27 pct., men tallet er stadigt højt: 98 indbrud i år mod 135 året før.
Københavns Kommune topper listen med 257 indbrud mod 201 i 2025.







