Torsdag den 4. september 2025 kl. 19:00-21:00 inviterer foreningen Bedre Psykiatri til et vigtigt og tankevækkende foredrag i Frivillighuset Loftet . Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede, dog skal man være opmærksom på, at der ikke er kørestolsadgang.
Aftenens oplægsholder er Birgitte Warming, forfatter til bogen “At være menneske i et umenneskeligt system”. Med udgangspunkt i egne oplevelser som mor til et barn med anoreksi, vil hun fortælle om, hvordan det er at være pårørende i en situation, hvor både sygdommen og det offentlige behandlingssystem kan føles uoverskuelige og fremmedgørende.
Bogen blev til, fordi Birgitte savnede netop den stemme, hun nu selv giver videre – en stemme til de pårørende. Hun fortæller om den dybe afmagt, der opstår, først over sygdommens ubønhørlige væsen og senere i mødet med et behandlingssystem, hvor familien ofte føler sig overset og ikke lyttet til.

At være menneske i et umenneskeligt system rummer ikke blot Birgittes egen fortælling, men også beretninger fra andre pårørende, bidrag fra fagpersoner samt en række artikler, der samlet giver et nuanceret indblik i, hvordan anoreksi påvirker hele familien, og hvordan den nuværende behandling i børne- og ungdomspsykiatrien fungerer.
Dette foredrag er en oplagt mulighed for både pårørende, fagfolk og andre interesserede til at få indsigt, stille spørgsmål og måske finde lidt af den spejling og støtte, som mange har brug for i mødet med anoreksiens virkelighed.
Frivillighedshuset ligger: Rustenborgvej 2A




