
Er du træt af festivaler med megascener og mainstream-musik? Frederiksdal Chamber Folk Festival byder på et forfriskende alternativ, hvor musikken er nærværende, rammerne naturskønne og fællesskabet i centrum. Lørdag den 23. august 2025 inviteres publikum til en dag fyldt med fordybelse, folkemusik og klassisk kammermusik – midt i skoven, blot 15 km fra København.
Siden 2020 har festivalen skabt en unik oplevelse i grænselandet mellem gamle musikalske traditioner og nye formater. I en tid hvor store musiknavne dominerer plakaterne, er Chamber Folk Festival en påmindelse om, at det intime og ægte også har sin plads i festivallandskabet.

Musik, natur og fællesskab i harmoni
Festivalen udspiller sig ved det historiske Frederiksdal Slot, hvor både natur og kultur danner rammen om en helhedsoplevelse. Udover musikalske optrædener kan gæsterne deltage i fællesspisning med hjemmelavet vegetarisk mad, danseworkshops og åbne jamsessions, hvor alle opfordres til at medbringe egne instrumenter. Festivalens talks-program og indblik i områdets kulturhistorie bidrager til en dag, der både taler til hjertet og intellektet.
”Vi skruer ned for støjen og op for fordybelsen – både i musikken, kunsten og mødet mellem mennesker,” fortæller festivalleder Bolette Ulff-Møller. ”Det handler ikke om store scener og hurtige indtryk, men om at skabe en helhedsoplevelse, hvor musik, natur, samtale og samvær smelter sammen.”

Et musikalsk møde mellem folkeligt og klassisk
Frederiksdal Chamber Folk Festival forener den varme, fortællende folkemusik med den klassiske musiks præcision og dybde. Det skaber et musikalsk rum, der inviterer til eftertænksomhed og fordybelse, frem for tempo og volumen. Festivalens kunstneriske leder, Veronika Kroell Voetmann, beskriver det sådan: ”Når folkemusikkens rå energi og fortælling smelter sammen med den klassiske musiks kompleksitet, får musikken både rødder og vinger.”
Særligt de intime kammerkoncerter i Frederiksdal Slots Havesal lover en sjælden og sanselig oplevelse, hvor historien og musikken går hånd i hånd.
Praktisk information
- Dato: 23. august 2025
- Sted: Frederiksdal Slot, Hummeltoftevej 187, 2830 Virum
- Billetter: www.frederiksdalslot.dk/folk-festival
- Voksen: 345 kr.
- Unge under 26 og studerende: 230 kr.
- Børn under 12 år: Gratis
- Tillægsbillet kræves til koncerter i Havesalen og fællesspisning
- Instagram: @frederiksdalchamberfolk
- Facebook: Frederiksdal Folk




