Grøn omstilling ja – men geotermiprojektet bør revurderes læserbrev

Billedet viser en VAK beholder som den ser ud som f.eks. her i Ålborg

.

Jeg synes, det er positivt, at det nu er blevet fastslået, at størstedelen af Grønningen er fredskov. Det bekræfter mig i, hvor vigtigt det er, at vi træffer de rigtige beslutninger på et oplyst grundlag – med respekt for naturen, borgerne og kommunens økonomi.

Jeg hæfter mig dog ved, at forvaltningen nu vil undersøge mulighederne for dispensation fra eller ophævelse af fredskovspligten. Personligt mener jeg, at det sender et forkert signal. Når vi bliver klogere, bør vi være villige til at revurdere vores beslutninger – ikke først undersøge mulighederne for at tilsidesætte den beskyttelse, naturen har.

Da Kommunalbestyrelsen d.25. juni behandlede sagen om placeringen af det geotermiske anlæg, gjorde jeg det klart, at jeg støtter den grønne omstilling. Men grøn omstilling må ikke gennemføres for enhver pris eller på et beslutningsgrundlag, hvor der fortsat er væsentlige ubesvarede spørgsmål.
Derfor kunne Dansk Folkeparti ikke støtte den foreliggende indstilling.

Selvom der formelt ikke er truffet en endelig beslutning om placeringen, bygger indstillingen fortsat på, at det geotermiske anlæg placeres i erhvervsområdet på Virumgårdsvej, og at boringen sker i fredskoven, skaterbanen eller en af fodboldbanerne.

Siden mødet er der kommet nye oplysninger, som efter min opfattelse kalder på en revurdering af projektet.

Handicaprådets høringssvar og borgernes bekymringer gjorde stort indtryk på mig. Rådet peger på de alvorlige konsekvenser, som placeringen kan få for plejehjemsbeboere, borgere med handicap, mennesker med autisme, daginstitutioner og andre sårbare grupper. De bekymringer mener jeg fortjener langt større vægt i den videre proces.

Jeg mener også, at vi skylder borgerne at få belyst, om projektet fortsat er samfundsøkonomisk forsvarligt. Er de økonomiske forudsætninger de samme som tidligere? Har vi undersøgt, hvilke opvarmningsformer borgerne selv ønsker? Teknologien udvikler sig hurtigt, og mange har allerede investeret i andre løsninger.
Derfor bør vi have modet til at stoppe op og vurdere, om de beslutninger, der blev truffet for nogle år siden, fortsat hviler på det rigtige grundlag.

Jeg er desuden opmærksom på, at sagen omhandler mere end selve geotermi anlægget. Af dagsordenmaterialet under punkt 20 fremgår det, at området også kan komme til at rumme en varmeakkumuleringstank, altså et vandtårn på min. 9 meters højde, hvor man alene peger på fredskoven eller Virumgårdsvej 15A som mulig placering.
Dermed risikerer et langvarigt boreprojekt at blive efterfulgt af endnu et stort teknisk anlæg i et område, som i dag udgør et vigtigt rekreativt nærmiljø.

Samtidig er der rejst en række relevante spørgsmål til det materiale, der ligger til grund for vurderingen af de forskellige placeringsmuligheder. Blandt andet om støjberegninger, afstande og registreringen af natur- og rekreative forhold. Jeg tager ikke stilling til de enkelte indsigelser, men de bør undersøges grundigt, før der træffes en endelig beslutning.

På det foreliggende grundlag kan Dansk Folkeparti derfor ikke anbefale placeringen af hverken det geotermiske anlæg eller en kommende varmeakkumuleringstank på Virumgårds jorder.

Jeg er tilfreds med, at projektet nu sendes i offentlig høring. Jeg håber, at både borgere, foreninger, Handicaprådet og andre berørte vil benytte muligheden for at komme med deres synspunkter.

For mig er en høring ikke blot en formel proces. Jeg forventer, at de høringssvar, der kommer, bliver taget alvorligt og indgår reelt i den videre politiske behandling. Hvis høringen og de nye oplysninger viser, at der findes bedre løsninger – af hensyn til naturen, de sårbare borgere, økonomien og borgerne – så skal vi som politikere også have modet til at revurdere projektet.

Du kan læse mere om VAK her

2 kommentarer

2 reaktioner

  1. Endelig er der en politiker, der både lytter til og reflekterer over alle de indsigelser, der er indsendt, og ser de mangler der er i det geotermiske projekt Lyngby-Tårbæk kommune insisterer på at ville rulle ud på Virumgårds jorde. TAK!

  2. Det er muligt, at jeg har sovet i timerne, men det er første gang jeg hører noget om en ni meter høj VAK beholder i det område, som de lover vil blive genoprettet som et grønt område. Er der andet, de har “glemt” at fortælle os?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

2 reaktioner

  1. Endelig er der en politiker, der både lytter til og reflekterer over alle de indsigelser, der er indsendt, og ser de mangler der er i det geotermiske projekt Lyngby-Tårbæk kommune insisterer på at ville rulle ud på Virumgårds jorde. TAK!

  2. Det er muligt, at jeg har sovet i timerne, men det er første gang jeg hører noget om en ni meter høj VAK beholder i det område, som de lover vil blive genoprettet som et grønt område. Er der andet, de har “glemt” at fortælle os?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

De varme sommeraftener indbyder til grill, havefester og musik under..

Torsdag den 19. august 2026 inviteres virksomheder, organisationer og arbejdspladser..

Efter sommerferien åbner Sorgenfri Kirkes børnekor igen dørene for nye..