Musikalske fortællinger på Kulturstedet Lindegaarden
Søndag d. 21. september kl. 15-17 kan Søndags-matinéerne på Kulturstedet Lindegaarden præsentere den spændende forfatter til adskillige velsælgende biografier, Jens Andersen. Ved denne lejlighed vil han fortælle den fascinerende historie om geniet H.C. Andersen, der fylder 220 år i 2025, og det bliver med udgangspunkt i sin prisbelønnede HCA-biografi fra 2003, der nu er genudgivet af Gyldendal i en nyskrevet udgave med titlen ”Eventyreren”.
Det er fortællingen om en dansk verdensborger – rastløs, ustandseligt rejsende og rasende produktiv. Et søgende menneske, der forelskede sig i både mænd og kvinder, men aldrig fandt kærligheden. En gudsbenådet kunstner, som førte dagbog over sin krop og sjæl, og med pen og saks tegnede eventyrlige portrætter af sin tid og dens mennesker.
Undervejs i foredraget vil der være fællessang af en række kendte og mindre kendte H.C. Andersen-sange, og bag klaveret sidder komponist og højskolelærer Kristian la Cour, der de seneste fem år har spillet og sunget til andre af Jens Andersens musikalske foredrag om f.eks. Kim Larsen og Tove Ditlevsen.












