På billedet ses Noahwilliam som nr. 2 fra venstre i sort LUK tøj og Jonas som nr. 2 fra højre i Orange Lyseng trøje
.
Både guld- og sølvmedaljer med hjem om halsen
Lyngby Udspringsklub (LUK2002) har netop haft en flot international debut i forårets stævne i Kristiansand, Norge. Stævnet bød på stærk konkurrence med deltagere fra Danmark, Norge, Holland og Tyskland – og LUK2002 stillede stærkt op med de to dygtige udspringere Jonas Helms og Noahwilliam Dalgaard.
De to LUK-springere deltog som en del af en fælles trup sammen med klubberne Frem Odense og Lyseng fra Aarhus. Truppen blev ledsaget af to engagerede trænere, og det tværklub-samarbejde, der er opstået mellem de danske udspringsmiljøer, viser sig igen at være både stærkt og effektivt.
Resultaterne taler for sig selv:
- På 1-meter vippen sprang Noahwilliam sig til guldmedalje og personlig rekord, mens Jonas sikrede sig sølvet – også med personlig rekord.
- På 3-meter vippen hentede Noahwilliam sølv, og Jonas sluttede på en solid 4. plads.
- I synkron udspring blev det til guld for Jonas, der sprang sammen med Rasmus fra Lyseng.
- I den prestigefyldte tårnkonkurrence tog Noahwilliam endnu en sølvmedalje – og med dette resultat har han nu opnået kvalifikation til de Europæiske Junior Mesterskaber for tredje år i træk. Mesterskaberne afholdes i år i Athen.
Det er tydeligt, at det store trænerarbejde i LUK2002 bærer frugt. Klubben sender en varm tak til deres trænere, der med stor dedikation er med til at udvikle både unge talenter og sporten som helhed. Udspring er en sport, hvor styrke, smidighed, akrobatik og timing går op i en højere enhed – og det er netop disse egenskaber, som LUK2002 formår at dyrke.
Nye muligheder i Kildeskovshallen
Efter sommerferien åbner LUK2002 igen dørene til træning i Kildeskovshallen, hvor springtårnet har været ude af drift på grund af renovering. Nu er det igen muligt at prøve kræfter med udspring, og klubben tilbyder gratis prøvetimer for både børn og voksne i alderen 4 til 99 år. Tilmelding kan ske via klubbens hjemmeside: www.luk2002.dk.