Jack Majgaard skal lede Lyngbys kvindefodboldprojekt

Foto: Lyngby Boldklub, Rasmus Falck

.

Lyngby Boldklub sparker for alvor gang i klubbens kvindefodboldprojekt med ansættelsen af Jack Majgaard Jensen som sportslig leder for kvindefodbolden.

Jack Majgaard Jensen vender dermed tilbage til Lyngby Boldklub, hvor han startede sin professionelle trænerkarriere – først som ungdomstræner på akademiet, og senere i flere funktioner omkring førsteholdet, blandt andet assistenttræner og cheftræner. Jack Majgaard Jensen havde første arbejdsdag i går den 3. december.

Siden afskeden i Lyngby i 2015 har Jack Majgaard trænet nogle af verdens bedste kvinder i flere af de trænerjobs, han har varetaget de sidste ti år i klubber som FC Rosengård (Sverige), Vålerenga, Molde og senest i den amerikanske NWSL storklub San Diego Wave.

Adm. direktør Andreas Byder er glad for at byde Jack Majgaard velkommen tilbage:

“Kvindefodbolden bliver de kommende år en integreret del af vores professionelle setup, og det er en blåstempling af vores nye strategi og visioner, at projektet allerede på dette stadie kan tiltrække en kapacitet som Jack Majgaard. Vi har i Jack fundet en stærk kombination af høj faglighed, erfaringer og netværk fra højeste niveau i kvindefodbolden og et stort kongeblåt hjerte. Blandet med en stor personlig motivation for at rykke klubben fremad giver det fantastiske forudsætninger for, at vi sammen kan lykkes med vores planer” fortæller Andreas Byder.

I trænerkarrieren har Majgaard vundet både liga- og cupturneringer samt stået på sidelinjen i to kvartfinaler af kvindernes Champions League. Det er de mange erfaringer, der nu skal i spil i forhold til at opbygge det helt rigtige sportslige projekt i Lyngby Boldklub.

“Det motiverer mig enormt at kunne starte på en næsten blank side med et projekt, der skal bygges helt op fra bunden, og hvor jeg kan bruge mine erfaringer til at skabe næste generation af Lyngby-talenter. Talentudvikling og Lyngby Boldklub hænger sammen, og jeg glæder mig til at gøre en forskel.”

“En af kvindefodboldens helt store udfordringer disse år er arbejdet med udviklingen af de unge spillere, og der har Lyngby i mange år gjort en kæmpe forskel for dansk talentudvikling for drenge. Det drømmer jeg om vi også kommer til for pigerne” udtaler Jack Majgaard Jensen.

Kvindefodbolden i Lyngby Boldklub er etableret med en vision om at skabe et akademitilbud til piger og kvinder, der er fuldt integreret i klubben – både sportsligt og kommercielt – og i tæt samarbejde med vores herreafdeling. Alt sammen så Lyngby Boldklub kommer tættere på et langsigtet mål om et seniorhold på øverste niveau – på basis af en bæredygtig økonomi og et førstehold bestående af min. 50% spillere udviklet på eget akademi.

Lyngby Boldklub har gennem hele 2026 arbejdet med at forme det kvindefodboldprojekt, som så dagens lys ved lanceringen af klubbens nye strategi “Nye rammer – større mod – samme sjæl”. Arbejdet kulminerer foreløbigt i 2026 med etableringen af et seniorhold, to akademihold i form af U16 og U19 samt aktiviteter for yngre segmenter i både Lyngby og Virum-Sorgenfri Boldklub, der – som del af klubbens samarbejdsklub-program – bliver en del af projektet.

Alle øvrige samarbejdsklubber inviteres også til deltagelse i den ene eller anden form, da strategien også indeholder en ambition om at løfte miljøet lokalt, uddanne flere kvindelige ledere samt øge antallet af pigespillere med 30%. De første træningspas forventes igangsat til februar.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Der bliver arbejdet i døgndrift for at få La Tre..

Billedet er fra et andet fællessangarrangement i sommer . Julestemningen..

Den lille sø i Furesøparken til højre . Fejlkommunikation førte..