Sebastian, Trine og Jeppe, tre af beboerne på Kaningården.
:
Debatten om Kaningårdens fremtid har kørt gennem længere tid. Kommunen undersøger muligheden for at anvende den historiske ejendom til et specialiseret botilbud, så borgere med omfattende støttebehov kan få et tilbud i deres egen kommune og dermed komme tættere på familie og netværk. Tanken er forståelig. Men spørgsmålet er: Hvorfor lige Kaningården?
Det spørgsmål fik mig til at besøge Kaningården for selv at se huset og møde nogle af de mennesker, der i dag har deres hjem her.
Jeg blev pænt taget imod af boboerne, Jeppe, Trine og Sebastian. De viste mig rundt i huset, og vi fik herefter en længere snak om livet i kollektivet, der har eksisteret siden 1977 og dermed nærmer sig 50 års jubilæum.
En moderne storfamilie
Kaningården fungerer stadig som et egentligt kollektiv i den tradition, mange forbinder med de bofællesskaber, der for alvor voksede frem i 1960’erne og 70’erne.
Her er ikke blot tale om mennesker, der tilfældigvis lejer hvert sit værelse under samme tag. Beboerne beskriver det som et fællesskab, hvor hverdagen og en stor del af livet deles.
Interessen for boformen er tilsyneladende heller ikke forsvundet. Da der senest blev en ledig plads på Kaningården, fortæller beboerne, at mere end 50 personer søgte om at flytte ind.
Trine er en af de nyere beboere. Efter sin skilsmisse flyttede hun fra et parcelhus på omkring 168 kvadratmeter i Birkerød til et værelse på cirka 20 kvadratmeter på Kaningården. Det var en stor omvæltning, fortæller hun, men hun har ikke fortrudt beslutningen.
Jeppe flyttede for omkring fem år siden fra Vesterbro til Kaningården – fra storbyen til lidt mere luft omkring sig. Han stammer oprindeligt fra Bagsværd.
Sebastian er blandt de yngste. Han har for 3 år siden afsluttet sin uddannelse og havde allerede under studietiden erfaring med at bo i mindre bofællesskaber.
Fælles for dem er ønsket om noget andet end den traditionelle boligform.
Et hus, der fortæller historie
En rundtur på Kaningården gør det samtidig tydeligt, at der ikke er tale om en almindelig ejendom.
De store rum, gamle brændeovne og kaminer og dele af det faste inventar fortæller om et hus med en lang historie. Stuer og sale fungerer i dag som fællesrum, mens værelserne ligger fordelt i huset, hovedsageligt på førstesalen.
Kaningården har desuden en særlig plads i dansk medicinhistorie. Det var her, at kirurgen Frederik Christian Winsløw den 6. juli 1801 gennemførte den første vellykkede vaccination mod kopper i Danmark. En mindeplade på husets gavl fortæller stadig historien.
Det er netop kombinationen af bygningen, historien og det næsten 50 år gamle kollektiv, der gør stedet usædvanligt.
Midt i et område præget af traditionelle villaer og parcelhuse ligger en helt anden måde at bo på. Samtidig åbner kollektivet flere gange om året dørene for arrangementer, der også kommer børn, familier og andre i lokalområdet til gode.
Det menneskelige aspekt
Efter mit besøg står ét spørgsmål tilbage: Er det menneskelige aspekt kommet tilstrækkeligt med i diskussionen om Kaningårdens fremtid?
Man kan mene meget om kollektiver. Men for de nuværende beboere er Kaningården først og fremmest deres hjem. Et fællesskab, der er blevet bygget op gennem årtier, kan ikke uden videre flyttes til en anden bygning.
Samtidig er alternative boformer igen blevet interessante for mange mennesker. Vi taler eksempelvis meget om seniorbofællesskaber og om behovet for at bekæmpe ensomhed. Set i det lys er det værd at overveje, om et eksisterende og velfungerende bofællesskab i sig selv har en værdi, der bør indgå i kommunens overvejelser.
Men er Kaningården det rigtige sted?
Kommunens ønske om at skabe lokale tilbud til borgere med komplekse støttebehov har en klar begrundelse. Kommunen har tidligere oplyst, at formålet er at skabe et lokalt tilbud med høj faglig kvalitet og større nærhed til borgernes netværk.
Det oprindelige projekt omfattede fire skærmede boliger efter servicelovens §§ 107 og 108. I dag er der tale om 8 boliger
Det er altså ikke formålet med et botilbud, der bør være diskussionens kerne.
Spørgsmålet er placeringen.
Kaningården er en gammel og historisk ejendom, og en ombygning til et moderne botilbud vil stille betydelige krav til blandt andet adgangsforhold, indretning og tilgængelighed.
Allerede i dag er det tydeligt, at huset ikke er bygget med moderne handicaptilgængelighed for øje. Førstesalen nås via smalle trapper, og adgangsforholdene vil skulle ændres betydeligt, hvis mennesker med omfattende fysiske handicap skal kunne benytte hele bygningen.
Det rejser spørgsmålet om, hvor omfattende indgreb der må foretages i den historiske bygning – og hvad de vil koste.
Hvad med Lykkens Gave?
Netop derfor dukker Lykkens Gave på Fuglevadsvej naturligt op i diskussionen.
Ejendommen er nu udbudt til salg af Lyngby-Taarbæk Kommune. Ifølge kommunens aktuelle udbudsmateriale er hovedbygningen opført i 1903 med en nyere del fra 1947. Hovedbygningen har 864 kvadratmeter boligareal og Kommunen oplyser samtidig, at ejendommen må anvendes til både helårsboliger og offentlige formål, herunder hospice samt ældre- og plejeboliger.
Lykkens Gave har desuden selv en lang social historie.
I 1915 tilbød grosserer O.H. Bærentzen Lyngby Sogneråd ejendommen med henblik på anvendelse som alderdomshjem til minde om sin hustru og sine forældre. Året efter blev stedet indviet som plejehjem.
Det gør det relevant at spørge, hvorfor Lykkens Gave ikke indgår mere centralt i overvejelserne om et nyt botilbud – ikke mindst når ejendommen nu er sat til salg.
Der kan naturligvis være tekniske, økonomiske eller socialfaglige forhold, der taler imod Lykkens Gave. Men netop derfor ville en åben sammenligning være interessant: Hvad vil de forskellige løsninger koste? Hvilke ombygninger kræves? Hvordan er tilgængeligheden? Hvordan er transportforholdene? Og hvilken løsning giver samlet set de bedste rammer for de mennesker, botilbuddet skal være til?
Når de er sammenlignet i kommunal sammenhæng bliver det hele tiden fortalt at Lykken Gave er for stor, men når man gennemgår størrelsen og sammenligner den er forskellen ikke særlig stor. Registreret boligareal på Kaningården er 843 m2 og Lykkens Gave er på 930 m2. Af det areal er næsten halvdelen af boligarealet på første sal på Kaningården, men forskellen er at første sal kun kan benyttes efter en gennemgribende og omfattende ombygning.
På Lykkens Gave er der f.eks. allerede elevator.
Kaningården er mere end mursten
Efter besøget på Kaningården står det i hvert fald klart for mig, at diskussionen ikke kun bør handle om kvadratmeter og kommunale ejendomme.
Kaningården er både et historisk hus og et hjem for mennesker, der bevidst har valgt en anderledes måde at leve på. Et kollektiv, der har eksisteret siden 1977, er i sig selv blevet en del af kommunens nyere historie.
Kommunen har et legitimt ønske om at skabe gode lokale tilbud til borgere, der i dag bor langt fra deres familie og netværk. Det fortjener opbakning og seriøs behandling.
Men det bør samtidig undersøges grundigt, om netop Kaningården er den rigtige bygning til formålet – og om andre kommunale ejendomme kan løse opgaven bedre, billigere og med færre indgreb i både et historisk hus og et eksisterende fællesskab.
For spørgsmålet er måske ikke, om Lyngby-Taarbæk skal have et sådant botilbud. Spørgsmålet er, hvor det bedst hører hjemme?
Svar på henvendelse til andre foreninger
Vi har spurgt flere lokale foreninger om deres holdning til denne markante ændring af Kaningården:
Dorete Dandanell skriver i et svar til os fra Historisk- Topografisk Selskab:
Det er beklageligt, hvis Kaningården bygges om til en institution.
Landstedet har sammen med Fredeiksdal og Dronninggård en helt unik historie omring Furesøen, som de første kongelige landsteder fra enevældens fødsel omkring 1660, hvor
Kaningården blev oprettet som ”Canin-Huus” til opdræt af kaniner til hoffets jagtfornøjelser.
Kaningården og dens unikke omgivelser med den store have, repræsenterer et fint eksempel på den arkitektur og byggeskik, der kendetegnede de første lystgårde nord for København.
Det er særlig beklageligt, at Kaningården er truet som kulturmiljø nu, hvor diskussionen om den byggede kulturarv og hvad der kan mistes – både nationalt og her i Lyngby-Taarbæk – er meget intens.
Historisk-topografisk Selskab forholder sig ikke til, om Kaningården fortsat skal udlejes som kollektiv. Hvis Kaningården bygges om til institution, med deraf omfattende ændringer af bygninger og omgivelser, ser Selskabet det som et stort tab for området og for den fællesskabsfølelse borgerne har med offentlig adgang til området.
Birte Rørbæk, formand for Bygningskulturforeningen skriver:
Vi mener at Kaningårdens hovedbygning er en del af Lyngby-Taarbæk Kommunes kulturarv, fra sidste halvdel af 1700 tallet, en af de ældste bygninger i kommunen. Andre fra omtrent samme tidsperiode, første halvdel af 1700 tallet, for eksempel Frederiksdal Slot, er pt ved at blive eksemplarisk og beundringsværdigt restaureret.
Her findes heldigvis en arving, som er sig sit ansvar bevidst.
Sådanne historiske huse ødelægger man ikke bare. Vi holder sammen med Kulturstedet Lindegården og Historisk Topografisk Selskab netop den 1. oktober en konference om Vores kulturarv, at den er truet, og det kan man jo sige er stærkt gældende her.
Kaningården – mindetavlen sidder midt på gavlen
