Kaningaarden kan blive nyt specialiseret botilbud

Kaningården, Foto: Hans-Jørgen Bundgaard

.

Lyngby-Taarbæk Kommune har i et brev dateret 8. januar 2026 orienteret naboerne til Kaningaarden og Furesøkvarterets Grundejerforening om en mulig ny anvendelse af Kaningaarden som et skærmet botilbud for borgere med komplekse støttebehov. Det kan eksempelvis være borgere med psykiske vanskeligheder, stofmisbrug eller økonomisk og social udsathed.

Kommunens umiddelbare vurdering er, at Kaningaarden – efter en omfattende ombygning – vil kunne være egnet til denne type specialiseret botilbud. Derfor er der nu igangsat en forundersøgelse og indledende projektering med henblik på at afdække mulighederne for en omdannelse.

Formålet med det nye botilbud er at skabe en lokal løsning med høj faglig kvalitet og nærhed til borgernes netværk. Botilbuddet skal rumme fire skærmede boliger og være indrettet efter Servicelovens §§ 107 og 108. Forventningen er at sikre både tryghed og trivsel for beboerne gennem en kombination af specialiseret personale, strukturerede omgivelser og passende skærmning fra omverdenen.

Kaningaardens hovedbygning er udset som den primære ramme, men den nuværende indretning er ikke egnet, og en fuldstændig ombygning er nødvendig. Omkostningerne vurderes foreløbigt til ca. 21 mio. kr. Projektet skal også tage hensyn til lokalplanens krav, herunder bevaring af parkarealer og opsætning af hegn på specificeret vis.

Planforholdene muliggør anvendelsen til offentlige formål, herunder døgninstitutioner. Portnerboligen ved siden af indgår ikke i projektet, da den allerede er udlejet og delvist bruges til midlertidig boligplacering af ukrainske flygtninge.

Mulighed for at opsige lejere

I henhold til lejelovens § 171, stk. 1, nr. 8, kan en udlejer opsige en lejer, når vægtige grunde gør det særlig magtpåliggende at blive løst fra lejeforholdet. Ifølge et notat fra Winsløv Advokater vurderes det, at ønsket om at anvende Kaningaarden til offentlige formål kan udgøre en sådan vægtig grund.

Dette forudsætter dog, at kommunen kan dokumentere et aktuelt og sagligt behov, som ikke kan imødekommes andetsteds. Beslutningen skal være forankret i politisk behandling og understøttet af en behovsanalyse samt økonomisk afsætning i kommunens budgetter.

Da gældende planforhold allerede tillader offentlig anvendelse, er en ny lokalplan ikke nødvendig. Ved opsigelse vil forvaltningen samtidig undersøge muligheder for at tilbyde lejerne individuelle erstatningsboliger.

Der er en vis juridisk procesrisiko ved sådanne sager, men i en tidligere lignende sag har en kommune fået medhold i retten trods lejers modstand mod opsigelsen.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Grundlovsfesten, som Stadsarkivet traditionen tro holder på Friboeshvile, var i..

Onsdag den 10. juni klokken 19.00 inviterer Virum Kirke til..

Den 13. juni markeres World Wide Knit in Public Day..