Bag kulisserne på Snedronningen i Ulvedalene: Mød Birgitte og Sebastian fra Virum
Inden tæppet går for premieren på den storslåede friluftsforestilling Snedronningen i Ulvedalene den 23. maj, fik jeg lov til at komme helt tæt på livet bag scenen. Her gemmer sig en hel lille landsby – et midlertidigt samfund, hvor skuespillere, statister, teknikere og frivillige mødes hver dag for at få magien til at ske.
Landsbyen, som er gemt væk bag den imponerende scene midt i Dyrehaven, summer af liv. Her holder man pauser, får kostumer og makeup på, og forbereder sig mentalt og praktisk på aftenens forestilling. Jeg havde sat to statister stævne – mor og søn fra Virum: 67-årige Birgitte Engel og hendes 29-årige søn Sebastian.
En plakat, en idé og et fælles eventyr
Det hele begyndte, da Birgitte, som nu er pensioneret journalist, så en plakat med en opfordring til at blive statist i årets opsætning. Hun havde i årevis været publikum til de store forestillinger i Ulvedalene, og tanken om at prøve det selv, var både spændende og anderledes. Da hun nævnte det for sin søn Sebastian, blev han straks varm på idéen – og sammen gik de til audition.
Begge blev udvalgt, og nu tilbringer de mange dage om ugen sammen midt i det store teatermaskineri. “Normalt ser vi kun hinanden en gang om ugen,” fortæller Birgitte, “men her får vi lov til at dele en oplevelse, som vi vil huske resten af livet.”
En kannibal og en hoftjener
Mit besøg faldt på en særlig dag – den første dag, hvor alle var iført deres kostumer. Da jeg mødte Birgitte og Sebastian, var det svært ikke at smile: Birgitte var klædt i en blodplettet rød kjole med forklæde, i rollen som kannibal, mens Sebastian strålede i en elegant gul dragt som hoftjener. Et umage, men festligt par.
Sebastian, som er opvokset i Brede og tidligere elev på Kongevejens Skole i Virum, bor i dag i København og arbejder med innovationsrådgivning og underviser i hjerneforskning på universitetet. Birgitte har haft en lang karriere som journalist, primært på magasiner.
Hverdagens helte i landsbyen
Stemningen i landsbyen er præget af venlighed og fokus. Alle hilser, som det sig hør og bør, når man arbejder under Det Kongelige Teaters vinger – også når man er midt i skoven. Der hersker travlhed, men samtidig ro og orden. Alle ved, hvad de skal. Statister, skuespillere, lydfolk, makeupartister og skræddere arbejder side om side, og netop det stærke fællesskab løfter hele produktionen.
“Det er ikke kun teater – det er en hel oplevelse,” fortæller Sebastian, som også er medlem af festudvalget og hjælper med at planlægge sociale aktiviteter i pauserne. Rundboldturneringer og midtvejsfester er blot nogle af de indslag, der gør samværet endnu sjovere.
Men det er ikke kun sjov og ballade. Prøverne kræver engagement, og op til premieren er der næsten daglige mødegange. Under selve forestillingen er det essentielt, at alle er til stede – der er ingen reserver blandt de i alt 52 statister, så hver eneste person er en vigtig brik i det store puslespil. Det er ikke de samme roller, statisterne spiller i stykket. Således spiller Birgitte ud over kannibalrøver også rollen som flod, og de spiller begge to snedæmoner.
90.000 tilskuere og en usynlig kulisse
Når alt går som planlagt – og vejret holder – vil Snedronningen blive set af op mod 90.000 tilskuere i løbet af sommeren. Det er et enormt setup, der på få måneder er rejst midt i Dyrehaven, og som lige så hurtigt forsvinder igen, uden at efterlade andet end minder.
Mens vi fotograferede ved den store scene, gik det for alvor op for mig, hvor imponerende produktionen er. At det hele er bygget op i samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune gør det helt unikt fo det er sket så mange år før og foreløbig er der kontakt med to forestillinger mere i hhv. 2027 og 2029..
Tiden løber – og prøverne kalder
Mit besøg i landsbyen lakker mod enden. Klokken nærmer sig 17, og pludselig runger en stemme fra højttalerne: “Gør klar til aftenens prøver.” Alle skal til at bevæge sig mod det job som de er sat til at udføre. Der er ingen tvivl om, at her er styr på tingene – og det skal der også være, når så mange mennesker skal arbejde sammen mod et fælles mål.
Jeg takker Birgitte og Sebastian for deres tid og venlige smil midt i en travl periode. Deres fortælling er et levende eksempel på, hvordan teater kan samle generationer, skabe fællesskab og tilbyde uforglemmelige oplevelser – både på scenen og bag kulisserne.
Nu venter jeg blot spændt på premieren. Jeg er klar på tilskuerrækkerne, og jeg glæder mig til at se Snedronningen folde sig ud i den magiske sommernat i Ulvedalene.
