Mit udgangspunkt var: Skepsis over for flere “kolde hænder”
Ved kommunalbestyrelsesmødet i torsdags drøftede vi tiltag for at hjælpe børn med særlige behov. Udgangspunktet var et forslag fra Børne- og Skoleudvalget om at ansætte en jurist med særlig ekspertise i børns rettigheder og Barnets Lov.
Jeg var – og er grundlæggende – skeptisk overfor at ansætte flere administrative medarbejdere i en kommune, der allerede har mange “kolde hænder” – til at løse alt for mange kommunale opgaver.
Usikkerhed om behovet
Min skepsis bunder i, at der er sket væsentlige ændringer i vejledningen til Barnets Lov, som forventes at reducere omgørelsesprocenten – altså hvor mange afgørelser der hjemvises fra Ankestyrelsen.
Den var tidligere alt for høj (83%). Men vi ved endnu ikke, hvordan den udvikler sig efter ændringerne. Derfor ved vi heller ikke, om der reelt er behov for endnu en jurist i Lyngby-Taarbæk Kommune, eller om opgaven kunne løftes af eksisterende juridiske ressourcer.
Mit udgangspunkt var derfor, at vi burde kende behovet bedre, før vi ansætter.
Argumenterne, der flyttede mig
Alligevel valgte jeg at støtte forslaget – for børnenes og familiernes skyld.
Debatten i kommunalbestyrelsen bidrog til en fælles forståelse, og jeg oplevede blandt andet disse pointer:
• Cecilie Lindahl (B) fremhævede, at en specialiseret jurist kan reducere antallet af sager, der går om, og sikre hurtigere afklaring – til gavn for både børn, familier og kommunen.
• Bodil Kornbek (A) understregede, at udfordringen ikke kun handler om omgørelsesprocenten, men om kvaliteten i sagsbehandlingen. Mindre juridisk pres kan give bedre faglighed i hele processen.
• Niels Haxthausen (F) pegede på nødvendigheden af at have mod til at handle – også uden at afvente andre kommuner.
For mig medfører det en risiko for en kommune ift vores borgere. At ville være first mover i at finde en ny løsning på ukendt område. At kigge på de kommuner, der lykkes bedre, var efter min mening en bedre ide. Men samtidig er det tydeligt, at der er et reelt ønske om at forbedre indsatsen for nogle af de mest sårbare borgere og børn.
En vigtig forudsætning: Tæt opfølgning
Det afgørende for min opbakning er, at der følges tæt op på effekten:
• Får vi færre omgørelsessager?
• Oplever familierne bedre kvalitet i sagsbehandlingen?
• Anvender vi samlet set ressourcerne bedre?
Jeg er derfor glad for, at der er bred enighed i kommunalbestyrelsen om behovet for løbende opfølgning – en pointe som også blev fremhævet af Anette Skafte (DF).
Afslutning: Fra skepsis til fælles ansvar
Det vigtigste er, at vi bruger vores ressourcer klogt – og at de gør en reel forskel. Hvis denne beslutning bidrager til hurtigere, bedre og mere trygge forløb for børn med særlige behov og deres familier, er det den rigtige vej at gå.
For mig var det samtidig en god oplevelse som nyt medlem af kommunalbestyrelsen at opleve en åben og saglig debat, hvor forskellige synspunkter blev bragt i spil – og hvor vi nåede frem til en fælles retning.
Det giver et solidt udgangspunkt for at gøre det bedre:
for børnene, for familierne – og for kommunen som helhed.
