Den 24. august bliver Gadevangen i Hjortekær forvandlet til et pulserende centrum for kunst og loppefund, når lokale kunstnere åbner deres døre og beboere afholder loppemarked. Fra hus nr. 1 til 40 vil gaden summe af kreativitet og fællesskab med workshops, salg af brugte varer, saftevand og hjemmebag.
Arrangementet, kendt som Kunst & Lopper, blev første gang afholdt i 2019, men på grund af pandemien har det været sat på pause siden da.
Gadevangen – en kunstnerisk historie
Gadevangen er ikke en helt almindelig vej. Mange af husene er oprindeligt kunstnerboliger fra 1950’erne, tegnet af arkitekten Søren Leer-Jacobsen. Selv om mange af de oprindelige kunstnere er flyttet, lever den kreative ånd stadig i kvarteret.
- Der boede kunstnere i næsten alle husene dengang, og selvom mange nye beboere har andre erhverv, er følelsen af fællesskab og kreativitet stadig stærk her, forklarer Birgitte Raaberg, der selv har boet på Gadevangen i 17 år.
Lokale kunstnere åbner deres døre
Flere etablerede kunstnere vil på dagen åbne deres hjem og værksteder for offentligheden. Billedhugger og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Pontus Kjerrman vil vise, hvordan han arbejder med sine gipsfigurer, mens skulptør og keramiker Tine Hecht-Pedersen afholder workshops, hvor besøgende kan prøve kræfter med at forme deres egen kop.
En anden lokal kunstner, Per Danø, uddannet fra Kunstakademiets malerskole i 1973, vil byde indenfor til en udstilling af collager og malerier.
Nye kreative kræfter på Gadevangen
Gadevangen har også fået nye beboere med kunstneriske baggrunde, som vil være med til at præge dagen. Illustrator og fashion designer Mia Marie Overgård har designet plakaten til markedet, mens kunstnerparret Mads Lillelund og Cecilie Elsass arbejder på at renovere kunstmaler Helle Thorborgs gamle atelier.
Cecilie Elsass, som har en Fine Arts bacheloruddannelse fra England og er uddannet kunstterapeut, vil afholde to workshops på dagen, hvor hun hjælper deltagerne med at udfolde deres kreative potentiale.
Kreativitet og bæredygtighed i fokus
Så hvis du vil opleve en dag fyldt med kreativitet, fællesskab og måske finde et unikt loppefund, så læg vejen forbi Gadevangen den 24. august. Og hvis du ikke kan nå det i år, er der gode chancer for, at Kunst & Lopper vender tilbage næste år.