Det nye forpagterpar: Ole og Karin Højris
.
Der har været skrevet meget om Hotel Fortunen – og sådan vil det næsten altid være, når et sted med mange år på bagen og de samme forpagtere skifter hænder. Traditioner skaber følelser, og når noget velkendt forandres, vækker det naturligt interesse.
I efteråret blev hotellet sat i udbud, og det blev det lokalt kendte par Karin og Ole Højris, der vandt buddet. Siden 1. januar har der været fuld aktivitet på det traditionsrige hotel og restaurant.
Kendte ansigter med stærk lokal forankring
Mange kender allerede parret fra deres populære spisested på Bjælkevangen, som gennem årene har udviklet sig til et samlingspunkt for Hjortekærs borgere og gæster fra hele lokalområdet. I 2023 blev de endda kåret som Årets Virksomhed i Lyngby-Taarbæk Kommune – et tydeligt bevis på den kvalitet og det engagement, de står for.
Men kan man drive to steder samtidig?
Ifølge Karin er planen i opstartsfasen at dele sig mellem de to restauranter, så den ene er fast på Bjælkevangen, mens den anden er på Fortunen. Samtidig har de et trofast og erfarent personale, som mange gæster allerede kender. Det personlige værtskab – som har været et kendetegn for Höjris – vil derfor fortsat være i centrum.

Fornyelse med respekt for traditionen
Gæster, der tidligere har besøgt Hotel Fortunen, vil straks bemærke, at der er sket ændringer. Hele inventaret er blevet skiftet ud, og der er sket en grundig opfriskning, Både hvad angår maling og klargøring i øvrigt.
Stilen vil dog være genkendelig for dem, der kender Höjris’ univers: varm, indbydende og med fokus på kvalitet.
Der skal være plads til både det lette og det klassiske. Går man en tur i Dyrehaven, skal man kunne kigge ind og få en let anretning. Samtidig lægges der op til gode frokoster og à la carte-retter i restauranten. Kvaliteten af råvarerne er helt central – Karin understreger, at det vigtigste altid er maden og den samlede oplevelse for gæsterne.
Åbning og reception
Der afholdes åbent hus og indvielse den 20. februar kl. 16-20, mens restauranten officielt åbner for gæster den 1. marts. Det er et stort hus, og derfor bliver de forskellige dele af bygningen taget i brug efterhånden som de er blevet klargjort.
Hvad angår bestilling af selskaber bliver kunder der har bestilt før nytår, nødt til at lave en ny
bestilling. Heldigvis har mange allerede henvendt sig, og kalenderen begynder hurtigt at blive fyldt op. Man kan derfor roligt reservere bord eller booke selskaber allerede nu. Reservation kan ske på tlf: 60 56 39 39
Hotellet åbner til april
Som en del af forpagtningsaftalen hører hotellet naturligvis med. Det forventes at åbne omkring 1. april. Også her er der foretaget omfattende forbedringer med nye senge, nyt inventar og moderne tiltag som f.eks. kaffemaskiner på værelserne.
Det har været en stor opgave at sætte det hele i stand, men Karin og Ole Højris glæder sig til at tage imod gæsterne og ser optimistisk på fremtiden.
Med nye kræfter ved roret står Hotel Fortunen nu over for et nyt kapitel – med respekt for historien og ambitioner om at løfte stedet videre i samme positive ånd, som har gjort Höjris til et lokalt forbillede.
Et sted med dybe historiske rødder
Hotel Fortunen har i snart 100 år været et velbesøgt udflugtsmål for gæster i Dyrehaven. Stedets historie rækker dog endnu længere tilbage.
Den oprindelige bygning blev opført i 1696 af Christian V, som herfra drev sine parforcejagter. I 1766 fik stedet kongelig krobevilling og blev hurtigt et populært mødested for Dyrehavens besøgende.
Den nuværende bygning stammer fra 1937, opført efter at den tidligere bygning brændte.










En reaktion